Igen tastede han hendes nummer, og igen meldte telefonen optaget.
Han vidste godt, at hun havde slukket telefonen for at undgå hans opringninger, og han foragtede sig selv for at blive ved, men noget, han ikke kunne tøjle, igansatte det tvangsmæssige, evindelige forsøg på at komme i kontakt med hende.
Hans læber blev smalle, øjenene lukkede han mere og mere i, og han kunne mærke hovedpinen komme snigende omme fra nakken.
Spændingshovedpine ? Ja, det var det jo nok, men det kunne et par kodyler ordne. Henriette - Henriette. Hvad fanden skulle han gøre ? De blomster, han havde sendt til hende, havde hun sendt retur, og hans bror Carsten var blevet ved med at sige til ham, at hun ikke var værd at samle på - men hvad vidste han om det ?
Kodylerne slyngede han ned med lidt vand, og mens han ventede på, at hovedpinen skulle lette, besluttede han sig for simpelthen at tage hen til hende. Han ringede til Carsten, men hans telefon meldte også optaget - underligt ? Nå, han kunne jo selvfølgelig være ved at snakke med nogen.
Og Carsten ville vel også bare forsøge at snakke ham fra at besøge hende. Mærkeligt, som Carsten var begyndt at være så negativ, når talen faldt på hende ? Nå, det var ligegyldigt.
Han tog et hurtigt bad, kom i noget rent tøj, og besluttede sig for at gå derhen. Der var ikke så langt, og han trængte til lidt frisk luft.
Solen skinnede, og det var faktisk et dejlig, mildt vejr, så han begyndte at nyde turen. I det villakvater, hvor hun boede, var folk ude og lufte deres hunde. Han kunne godt lidt dyr, og stoppede op, da han kom til en ældre kvinde, der gik med en labrador. Hunden kiggede logrende på ham, og han bukkede sig ned og klappede den. Da han rejste sig op igen, fik han øje på nogle små, blå blomster lige inde under hækken. Den ældre dame fulgte hans blik: "Ja, det er violer - de dufter noget så dejligt !" hun smilede til ham, og gik videre.
Violer. Hvordan var det nu ? Der var et eller andet digt med "violer er blå" ? Han bukkede sig ned, og plukkede en håndfuld. Det ville hun da ikke kunne stå for ? Og de duftede virkelig dejligt.
Helt glad og optimistisk drejede han ind på vejen, hvor hun boede, og pludselig stivnede han ! Var det Carstens bil, der holdt foran hendes hus ?