Månen skinner blåt fra en stjerneforladt himmel. Jeg tager et hiv på smøgen, hvis glød patetisk brænder om kap med månens evige skær. Jeg knipser med fingrene, jorden brænder et kort sekund. Væggene hæver sig truende ind over gyden foran mig, men der er ikke nogen vej udenom, jeg skal derind. Jeg har lovet det, og jeg er allerede sent på den. Jeg griner kort, og tænder en smøg til – jeg er altid sent på den.
Regnen gennembløder skyggen på min hat, og små forræderiske dråber skyder til måls efter cigaretten i min mund. Jeg træder et skridt nærmere, og kigger i trods direkte op mod himlens tårer.
Ekkoet af en kvinde i nød rikochetterer på murstenene. Ok, nu er jeg virkelig sent på den. Folkene sidder i salen, tæppet er faldet, første akt er forbi, men hovedpersonen står stadig og overvejer, om han overhovet vil købe en billet til forestillingen. Endnu et skrig flænger luften.
Dråberne forvandles til fnug, og jeg kan mærke det er ved at være tid. Jorden knaser under mig, som jeg løber ind. To pakker Pall Mall om dagen de sidste tyve år gør, at jeg bliver nødt til at sænke farten på halvvejen. Jeg bander, og er ved at kaste op i et desperat forsøg på at få vejret. Langsomt, men sikkert, det er strategien, bilder jeg mig selv ind. Ti skridt til, så er du der, kom så! Hvidt djævlestøv gør vejen ufarbar, og mine lædersko gennemblødte. Endelig når jeg hjørnet, og stikker forsigtigt hovedet frem.
Jeg løsner pistolhylsteret, og vralter mod indgangen, min Gud, jeg kunne godt ryge en smøg nu. Alarmklokkerne ringer, jorden kalder John. Jeg ryster på hovedet, og minder mig selv om, at det er en kvinde, jeg engang elskede, som skriger mit navn. Det er lang tid siden, hun har udtalt de fire bogstaver med så megen passion, konstaterer jeg, og træder ind på scenen.
Layoutet er simpelt, klassisk – kedeligt vil nogen mene. En kvinde, to mænd, en pistol i hånden og en kniv mod struben. Ingredienserne til enhver vellykket lørdag aften. Jeg sigter på stodderen, og afleverer linjen: ”Fingrene væk, eller jeg blæser dig væk.” Han tøver et øjeblik, det er nok. Jeg finder hjemmevant aftrækkeren, og trykker den af. Jeg rammer ham midt mellem øjnene, hans baghoved forvandles til rødgrød, en enkelt stribe af grå røg stiger til vejrs fra hullet mellem hans øjne, inden han vælter bagover.
Røgstriben minder mig om, at jeg er rygetrængende. Jeg får fyret op under tobakken, og trækker et dybt suk. En stille gråd minder mig om, at jeg ikke er alene. Jeg løsner hendes bånd, og lægger mærke til, at hun stadig går med vores vielsesring.