Det var en smuk morgen. Disen lå som i totter over jorden og himlen var farvet i orange og lyserøde nuancer. Solen var endnu ikke stået op.
Pludselig stod han der. Sézum.
Han var dukket op af den blå luft, som var han et produkt af morgendisen, og stod nu på stien få meter fremme, med disen bølgende om knæende. Silke, min smukke grå højlandspony slog forskrækket med hovedet og stoppede brat op, så jeg var ved at glide af hende.
Jeg kiggede chokeret på Sézum. Hvordan gjorde han dét der? Ganske vist havde han Slangens gave, og var blevet oplært af min far, som var en af de bedste Sortemestre i Colmonte inden han døde, men alligevel.
"Hej Dina," sagde han afslappet, og sendte mig et skævt, let arrogant smil.
Jeg lod mig glide ned af Silke og og gik forsigtigt hen mod ham mens jeg sugede alle detaljer til mig. Hans mørke, næsten sorte hår, de klare blå øjne, der frygtløst mødte mine på trods af mit Skammerblik, hans høje kindben, lige næse, velformede læber og makeret kæbe.
"Hej," svarede jeg åndeløst, rev blikket løs og kiggede genert ned i jorden. Selvom vi havde mødtes et par gange, var jeg stadig ikke tryg ved ham. Der var noget over ham.
"Du kan ikke stole på en Sortemester," havde mor sagt. Jeg vidste hun talte af egen erfaring fra min far. Men det var noget andet med Sézum...ikke? Bare han ville fortælle hvorfor han havde opsøgt mig, men hver gang jeg kom ind på emnet veg han elegant uden om.
Det var som om Sézum læste mine tanker, for han sagde beroligende:"Dina, kom her." Han trak mig ind til sig og lagde en hånd på hver side af mit ansigt. "Kig mig i øjnene og fortæl mig, om du kan se bare en lille del af mig, der vil gøre dig ondt."
Jeg løftede blikket og mærkede at rødmede, da jeg mødte hans alvorlige blik. Han lod sig ikke mærke med mit Skammerblik, som ellers kunne få hærdede forbrydere til at krybe af skam, og jeg kunne ikke umiddelbart se noget ondt, hvilket beroligede mig lidt.
Jeg nåede ikke at reagere, før han langsomt bøjede sig ned og hans læber fandt mine. Det svimlede og en lille stemme i mit hoved skreg at jeg skulle se at komme væk, og fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, da den mindede mig om hvad min mor havde råbt til min far:"Din mor sendte dig til mig, som man sender en hingst til en hoppe, fordi hun syntes afkommet ville være interessant."
Men jeg skubbede den ubehagelige tanke fra mig, lukkede øjne og gengældte kysset..