Når solen ramte hendes kinder, føltes det som om alting gik i stå.

Varmen bredte sig fra hendes ansigt til resten af kroppen.

Morgenen havde været kold. Så kold at leddene føltes som gamle hjul op ad en stejl bakke, da hun gik i gang med morgenens arbejde.
Ild i komfuret med gløderne fra aftenen før. Kedlen med vand over. Brødene ovenpå komfuret, så de ville blive varme til han stod op. Ud i den morgenlune stald. Tilbage til køkkenet. Lave kaffe, morgenmad så alt var klart til han stod op.
Og så bare håbe at han var i humør, når han vågnede. Så ville morgenen være tålelig.

“Godmorgen”, sagde hun forsigtigt.
Han stilede direkte mod yderdøren, stillede sig i døråbningen, strakte sig mod solen. Gik rundt om hjørnet af huset, pissede, og kom ind ad døren. Rakte brummendeud efter sin kaffekop.
En god morgen.
Da han var gået satte hun sig med den sidste kaffe. Vasketøj var vasketøj. Og kunne tidsnok komme ud og hænge.
Hun kiggede ud af vinduet.

Midt på gårdspladsen stod den gamle stensætning, hvor flagstangen havde stået inden den væltede i stormen sidste vinter. Der stod nu de smukkeste kornblomster. Så blå i farven at øjnene ikke kunne lade være med at prøve at fange farven.
Hun havde købt frøene da de havde været inde og købe ind til vinteren sidste efterår.
Nu stod de dér og strålede.
Hun havde besluttet at dette skulle blive den sidste sommer i huset. Og kunne lige nå at få farven med sig.
Hun kunne mærke livet i sig. En stille bevægelse der lige så forsigtigt synkroniserede sig med hendes tanker.
Tankerne fløj afsted. Nærmede sig stille. Og tog helt uden bagtanker afsæt i hendes hjerne. Smuttede til og fra og landede med forsigtighed. En duft fra vasketøjet. Som da hun var barn og boede ved den gamle nabo når far og mor ikke var hjemme. Hun havde altid vasketøj hængende i stuen natten over.
Naboens mand, der nærmede sig hende om natten, men ikke kom hen til hende før natten var ved at blive morgen. Lige der inden fuglene vågner og ingen lægger mærke til andet end deres eget drømmeliv.
Hvor hun kunne høre ham trække vejret gennem mørket.
Hun havde set hvordan hendes egen mand kiggede på deres egen ældste, pigen med den gyldne latter når han ikke regnede med at hun lagde mærke til det.
Hun rejste sig og så sig om i køkkenet. I afskeden med det kendte rum, med duften af vasketøjet var der næsten en fornemmelse af at være der for første gang. At tingene ikke var som de plejede.