"Du skulle nødig komme for sent," var det eneste, som rungede i hovedet på mig
"Det er et vigtigt møde, du skulle nødig komme for sent."
Hendes dejligt dominerende stemme var umulig at få ud af tankerne, selvom jeg på det tidspunkt var dybt begravet i trafik.
Det var først da den røde Ford begyndte at skride foran mig, at jeg begyndte at tænke på noget andet. Der kom en masse forskellige lyde, som straks førte mig til en anden verden. Der var den flænsende lyd af metal, som blev skrællet, den altpiercende lyd af et menneskeskrig, og så, til sidst, den væmmelige lyd af rungende knogler.

I en arena af intethed mødte jeg ham, men jeg anede ikke hvem han var. Han stod blot foran mig med en sort hætte over hovedet, som var forlængelsen af en lang sort kappe, som dækkede ham fuldstændigt. Hans ene hånd lå gemt under kappens mørke, mens den anden legede med to kubiske genstande, som næsten klirrede imellem hans fingre. Jeg kunne have svoret at hans fingre kun bestod af ren knogle.

Jeg mærkede at jeg stod på knæ foran ham, men jeg kan ikke huske at have bukket mig ned. Han begyndte at trække indrammede fotografier ud fra det indre af sin kappe. Der var et billede af to kærligt smilende skikkelser, som straks førte mig tilbage til en lille drengs verden. Jeg oplevede en øjeblikkelig evighed inden det næste billede blev taget frem. Det var af én kvinde, og det næste billede var af en anden kvinde, og sådan fortsatte det, indtil han til sidst stod med billedet af Kvinden.
Da han så pludselig viste mig billeder af børn, som jeg kunne spejle mig i, begyndte tvivlen at sætte ind. En tvivl, som jeg ikke kunne forklare.
Jeg oplevede alle billederne i et kontinuum af minder, men det var først da der ikke var flere billeder tilbage, at jeg følte mig berøvet.

Selv tid var pludselig ligegyldigt, for timeglasset var allerede blevet knust. Det er svært at samle sandkorn op med sine fingre, og man skærer sig hvis man prøver.

Jeg prøvede at føle tilbage til et tabt liv, men alle broer var brændt. Og så, da den kappeklædte tog den sidste genstand ud fra sin kappe, rejste jeg mig op. Jeg så ham i øjnene, på trods af at han ingen havde, og han smed sine to terninger. Et enkelt blik på dem var det eneste jeg behøvede for at vide det hele, og da han endelig svang det skarpe, lange instrument, så vidste jeg pludselig intet.

"Du skulle nødig komme for sent," rungede det igen i mit indre.
Ja, om ikke andet, så ankom jeg for tidligt.