De to modsatroterende cylindre brummede højlydt, mens usynlige skyer af mikroskopiske metalsplinter og glohed damp pulserede ud i rummet. Det var det nyeste af det nye med et duo-valseværk, og direktøren var yderst tilfreds med produktionen og de mange bestillinger af jernbaneskinner og andre emner. Faktisk gik det så godt for direktør Kristoffersen, at han havde ansat sin søn, Martin, som underdirektør. Sønnen var godt nok kun sytten, men han havde evner indenfor alt mekanisk - og pengene væltede hurtigt ned i lommerne på fader og søn.

En morgen ved kontorets kaffebord brummede direktør Kristoffersen nyheden til sin unge søn. Forretningen var god og ambitionerne store, og derfor havde direktøren endelig taget springet – med alt hvad, der måtte følge med.
Med smilerynker lod han en kuvert glide hen til Martin over kaffebordet. Forundret åbnede teenageren kuverten og trak et stykke papir frem… Et øjeblik forstod han slet ikke, hvad det var, han læste. Igen gled hans øjne over bogstaverne – kunne dette være sandt?

”Tillykke, søn,” smilede faderen stolt, og de udvekslede varme blikke og gav derpå hinanden hånden i et fast og beslutsomt håndtryk. Lykkelig og overvældet nikkede Martin, og faderen sagde:

”Kør det nu godt”

”Det skal jeg nok, far,” svarede Martin og sank en klump. Dette var over hans vildeste fantasi. Ordene blev ved med at rotere inde i hans hoved ligesom valserne: ’Jeg er ejer af et datterselskab’…
Allerede i dag skulle han af sted og kontrollere fabrikken, sætte arbejderne ind i rutinen og varetage bestillinger.

”Og gør, hvad du må,” tilføjede faderen i en mere alvorlig tone. Stille nikkede Martin, greb sin kernelædertaske og forsvandt med et smil ud af døren.


Ankomsten gik som den skulle, og alt lod til at køre på skinner. Den nye fabrik var fantastisk og havde alle fornødenheder og nymodens faciliteter, der krævedes. Men idet Martin var ved at tjekke valserne, sprang døren op, og ind marcherede de med løftede geværer. Blegt sendte han dem et usikkert smil, og ham med flest striber på skulderen præsenterede sig:

”Sekondløjtnant Schröder, direktør!” spyttede han og uddelegerede så sine ordrer til soldaterne, der spredtes som rotter.

”Stempel hier!” beordrede sekondløjtnanten og stak papiret frem. ’Gør, hvad du må’, tænkte Martin febrilsk. Og med et enkelt, rystende stempeltryk forsvandt hans nyfundne drøm – forsvandt med det blå blæk på overdragelsespapiret, som sekondløjtnanten stak i lommen med et smil.