bip, bip, bip, bip, bip... dunk.
Manden gabte og satte sig op. Kiggede på klokken. Den var halv 6. Han rejste sig op og gik hen til vinduet. Der var stadig mørkt. Man kunne dog se en smule af solen langt ude i øst. Han kunne høre en enkelt fugl synge. Så gik manden hen til sit klædeskab og fandt et par gamle slidte jeans frem samt en blå og hvid stribet skjorte. Han kiggede sig i spejlet, hvorefter han gik ud på badeværeslet og børstede sit hår igennem. Så børstede han tænder og gik ud i køkkenet. Han fik toastbrød med et ekstra lag smør. Han spiste alene i fred og ro. Så tog han strømper, sko og jakke på, hvorefter han gik den lange vej til busstoppestedet 1 km derfra. Så tænkte han: "en eller anden dag skal der ske noget andet end det samme igen og igen. Jeg gør det samme hver morgen og hver aften." Han trak sin jakke godt op omkring sig og gik lidt hurtigere. Så hørte han en lyd. En lyd der ikke plejede at komme på dette tidpunkt af dagen. Han stoppede op og kiggede rundt. Der var intet at se. han trådte et skridt frem. Stadig ikke noget at se. Så gik han videre, og lyden kom tilbage til ham. Han begyndte at løbe. Lyden blev højere og højere. Til sidst kunne han ikke bære det mere. Han stoppede og holdte sig til hovedet. En kæmpe hovedpine begyndte og han faldt om. Heldigvis ned i nogle blade i vej kanten. Han åbnede øjnene og så hvor han var. Han kiggede op mod himlen og mod morgensolen. Så så han et par sorte prikker, der lignede øjne. Han lukkede øjnene og da han åbnede dem igen var prikkerne væk. Han rejste sig op igen og gik videre. Han kunne pludselig se busstoppestedet. Han løb hen imod det. Da han ikke kunne løbe mere gik han igen meget langsomt. Så var der pludselig en der lagde sin hånd på mandens skuldre. Manden vendte sig hurtigt om og skreg.