Det er en mærkelig fornemmelse man får i kroppen når alt det du har kæmpet for forlader dit sind og din tilværelse. Det at være stor her betyder mere end det at være dygtig. Der er altid en bøhmand derude der kommer og bestemmer for dig, aldrig er du selv god nok, ikke her. Her er vi i tusinde vis, de mange trin op af rangstigen kravler op ad væggene og når op i skyerne, dette forbandede hus.

Ingen lærte mig at risiko betyder at du kan miste dig selv. Jeg har mistet en betydelig del af mig selv, mit datterselskab, mistet mit barn, at være alene i denne tomme bygning er en følelse der fylder op i det store hul der er inde i mit bryst der hvor hjertet og den ene lunge burde være. jeg har åndenød og forlorne tænder.

Kapitalen var i bølgegang dette var uundgåeligt. Jeg burde have vidst det fra starten, da den store kanon med sine cubanske cigarer og sit skræddersyede jakkesæt, bedte mig, MIG, om at varetage denne position. Han må have ledt efter en undskyldning for at komme af med mig. Nu er det slut, magten, rigdommen, følelsen af luft mellem mine foldede hænder, som var den frihed jeg havde fået. Jeg har fortjent bedre, 48 år har jeg brugt på at kravle op ad væggen.

Ingen skal få mig ned med nakken, jeg vender mig, mit eftermæle griner mig op i ansigtet. Mine ting falder ned fra hylderne som var der jordskælv, jordskælv kun for mig, ingen andre er berørte, kun dem som jeg har trukket med ned. De små indskrumpede hoveder jeg har trådt på for selv at komme højere i systemet. Altid har nogen under mig hevet i mig for at komme frem, ellers har dem over mig trådt hårdt og stampet for at holde mig nede, hvornår endte jeg selv som en af dem der hiver for at komme frem, en af dem der stamper for at holde de andre væk, engang fulgte jeg den rette vej, ingen bølgegang, ingen store kanoner, ingen klatrevægge, ingen magt.

Jeg har mistet mig selv, jeg har kæmpet, jeg har lidt, jeg vender stærkt tilbage. Noget siger mig at jeg får min hævn som pensionist!