En vanedrevet angst for dem, tvinger det værste frem I mig når jeg åbner døren ud til nabolaget. Jeg går et par skridt og stopper for at se mig omkring, ingen mennesker i nærheden, jeg vender blikket mod jorden og tvinger benene frem, håber at jeg ikke møder nogen bekendte.
Mod min dom og mit stempel er der ingen frikendelse. Intet vil vaske mig ren, for jeg er bøhmanden for dem. Når ned for enden før Kaj spotter mig fra den anden side af gaden. Den jubelidiot vil altid prøve at snakke om ting, men aldrig være i stand til at tag noget indholdsværdigt ud af en samtale. Jeg ignorer ham og fortsætter, og som et lille barn komme han selvfølig luntende efter mig, og ligger hans arm på min skulder bagfra mens han siger "Goddav Thorfinn, hvor'n skær den?" Jeg vender mig ikke om, eller sænker farten. Jeg mumler "fint" og sættet istedet tempoet op. Idioten gør det samme. Hans ihærdighed for at kommunikere med mig bliver belønnet med en pinlig tavshed som er mere pinlig for ham end for mig. Han følger mig 10 meter før han stopper op og vender sig om. Lettet kan jeg fortsætte til mit fornuftægteskab.
Nikolaj går mig i møde længere fremme, jeg overvejer kraftigt at stikke tumpen ind på hovedet når han kommer tæt på. Tumpen begynder at fnise når jeg nærmere mig, og stopper op, før han siger "Hey Thorfinn" jeg kigger ham I øjnene og siger "hej" hvorefter jeg stiger intenst I hans øjne og prøver telekinetisk at sende min vrede ud gennem min øjne og ind i hovede på tumpen, men fnisende, smilende og en lille smule usikker vælger han at slæbe samtalen unødvendigt frem, idet han spørger mig hvordan det går. Jeg holder stenansigtet og svarer at tingene kunne være bedre. Han smiler og sender mig et bedrevidende blik som om tumpen ved noget jeg ikke ved. Jeg stiger ham I øjnene med den samme vrede, hans maske begynder at krakelere idet hans latterlig fnisende og smilende ydre langsomt bliver nedbrudt, og hans ansigt forværes til et halv usikkert smil. Jeg smiler skadefro, velvidende om at jeg har bragt en form for utilpashed til ham. Jeg bliver ved med at stire ham brutalt i øjnene før han til sidst krakelere og begynder at kigge ned i jorden hvorefter jeg griner lavt og begynder at gå igen.