Alting gik hurtigt nu efter al den venten, den frustrende kaotiske venten uden nogen hjælp, så gik det nu rigtigt hurtigt. Spændingen sitrede gennem min krop i stærke stød, der var mange mennesker nu. Der var så meget jeg forstod, men alt det jeg ikke forstod, brændte gennem min krop,- så smertefuldt. Jeg klynkede lavt, men ingen reagerede, så lidt højere, stadig intet. Jeg ville ikke være i vejen, vidste at hjælpen var her nu, og jeg ikke skulle gå i vejen. Jeg kunne ikke ikke holde alle de følelser ud, de rev i mig. Jeg var god og klog, men stadig var det frusterende, at jeg ikke forstod lige præcist hvad der var gået galt denne gang. Min eneste ene, lå livløs nu, hun havde kæmpet, prøvet at overvinde det, som hun ofte havde gjort. Denne gang var det bare meget stærkere, jeg koncentrerede mig, om jeg kunne føle hende endnu, inde i migselv. Jo, et skud af glæde boblede gennem mig med en overvældende kraft: hun var her endnu, hun kæmpede stædigt, meget svag stadig. Alligevel kunne jeg næsten smage livslysten skinne gennem helt inde fra hendes sjæl. Kors hvor var der meget larm, og blinkende lys fra nogle af bilerne, råb mellem mennesker. Kaos alt var kaos, når man bare kiggede på scenen, men jeg holdt krampagtigt fast i tråden, der førte hen til hende min verden drejede sig om. Min eneste ene, jeg kunne mærke, at der var en ro nu. Kontrol. Der var kontrol, hun var stærkere nu, de tog hende hen mod lyset, og pludseligt var der klar bane, det tog mig ikke mange sekunder, så var jeg hvor jeg skulle være. Lige ved siden af hende, min eneste ene. Min glæde blev dog brutalt stoppet. En velkendt lugt af røg, og en stærk hånd greb fat i mig. "Nej, Max, du kan ikke komme med i ambulancen. Du har være en god og klog hund, sådan at skaffe hjælp" den venlige stemme kendte jeg fra nabogrunden, han var altid rar, og endelig fik jeg lidt opmærksomhed. "Hun er diabetiker, Asta Nielsen, hedder hun" han råbte det ind til ambulencefolkene, inden de kørte væk med hende, min eneste ene.