Sulten nagede i min mave og mine fødder var ømme efter den lange travetur efter føde.
Jeg havde været på udkig efter sæler i flere timer, men de var umulige at finde. Da jeg var en lille bjørn, havde der været masser af dem. Vi gik aldrig sultne i lang tid af gangen.

Jeg løb afsted i mine egne tanker, da min ene pote gik igennem isen. Jeg opdagede til min forbavselse, at isen allerede var ved at smelte. Det var for tidligt, jeg var næsten lige vågnet fra mit vinterhi.

En dejlig lugt af sælkød bølgede ned mod mig fra bakketoppen. Jeg snuste kraftigt ind, og begyndte at bevæge mig op over bakken. Lugten kom nede fra et hus, der lå ensomt langt fra alt. Det så forladt ud, men der måtte næsten lige have været mennesker her; sællugten var helt frisk.
Jeg vidste, det var en stor risiko at forsøge at tage sælen, men jeg var så sulten. Jeg besluttede mig for at tage chancen og bevægede mig langsomt ned mod huset. Jeg fik mere og mere fart på, efterhånden som jeg kom tættere og tættere på huset. Jeg kunne næsten allerede smage kødet.

Jeg fandt hurtigt sælen, og nød endelig at få mad i maven, da jeg pludelig mærkede en sviende smerte lige over det ene bagben. Jeg så væsken, der altid fulgte med smerten, strømme ud og gøre min pels våd. Derefter endnu en sviende smerte på den ene side. Samtidig hørte jeg et menneske råbe og jeg skyndte mig at løbe i den modsatte retning. Jeg kunne ikke holde ud at løbe ret længe, før jeg faldt om i sneen. Jeg forsøgte at rejse mig, men kunne ikke. Det gjorde alt for ondt.
Jeg lå der, indtil mørket faldt på. Jeg så aldrig lyset igen.