Min mor har altid fortalt mig, at min tvillingebror og jeg var hendes kærlighedsbørn. Ønsket, skabt i kærlighed og forgudet fra den dag, hun opdagede sin graviditet. Men hun har aldrig elsket os lige højt. Min bror er skabt i perfektion, ikke bare i guddommelig skønhed, men også hans sind er en gave til menneskeheden. Hans glæde, uendelige kærlighed og deltagelse i alt slags velgørenhed.
For mig forholder det sig anderledes. Jeg har den samme identiske skønhed, med jeg bidrager ikke til verdens forbedring. Jeg er familiens sorte får. Min skønhed udnytter jeg hver eneste dag. Tryllebinder både mænd og kvinder, så jeg kan trække dem med ind i mit spind af løgne, indtil deres trivielle ligegyldigheder keder mig. Så skaffer jeg mig af med dem. Begynder forfra med et nyt offer. For det er alt hvad deres eksistens er for mig. Offeret, offergaven til min egen mørke dæmon. Jeg har aldrig interesseret mig for kærlighed som følelse, men udnytter den som manipulation af andre mennesker. Nyder min magt over livet og døden.
Min bror tror på det gode i andre mennesker, men mest af alt, tror han på det gode i mig. Det har fortalt mig. Han har bundet sig til mig gennem et pligtopfyldende dokument. Gensidig livsforsikring, for at vise mig, hvor vigtig min eksistens er for ham. Men for mig er det en ligegyldig gestus.
Kælderen i vores mors hus er mørk og kold, men mit foretrukne sted at gemme mine gaver. Min samling af relikvier, mine skatte. Hun er gammel nu, så hun kan hverken høre eller lugte, hvilket jeg udnytter. Og det fungerer fint, indtil min bror blander sig. Han finder mine offergaver og jeg må tage en hurtig beslutning. Jeg tilføjer en del af ham til min samling og nyder det morbide og bizarre i at dræne livet ud af min egen livets kopi.
Bankdamen sænker blikket, da jeg hæver forsikringspræmien efter min brors begravelse. Øvet forbliver jeg i rollen som sørgende og venter på at få udbetalt beløbet. Det kræver en del papirarbejde, før jeg kan gå derfra som en rig mand. Jeg har en aftale med en ejendomsmægler, for jeg skal ud og se på et hus. Mit eget sted. Jeg ved, jeg køber det. Det vidste jeg allerede da jeg læste informationen om ejendommen. Det har en rummelig, lydisoleret kælderlejlighed...