Kærlighedsbarnet blev overladt til kloster og klosterskolen evige nåde og barmhjertighed, lige efter bilulykken, havde gjort hende forældreløs. Der vokset hun op, som et fromt barn, med troen på gud og alt godt i livet, til trods for det der var sket med hendes forældre. "Når Vorherre lukker en dør, lukker han en anden op." De ord er hun vokset op med og hver gang hun hører dem, tænkte hun på de forældre, hun aldrig har kendt.
Hun var da glad nok, for at være inde for klostrets beskyttende mure, men der var en længselen i hende, der fik hendes fantasier til at komme krybende, når hun mindst ventede det. En længsel om at se den store verden, som nonnerne havde beskyttede hende i mod, i snart 16 år. Hun vil bryde løs en dag, flygte fra dette sted, der havde været hendes hjem. Hun havde nemlig ikke i sinde, at aflægge nonne løftet. Hun vil nemlig finde ud af sandheden om hende selv, for det vil nonnerne ikke. De sagde tit, " Det stakkels barn, er jo et kærlighedsbarn." når de troede at hun ikke var i nærheden og, "Det var en skam de ikke måtte få hinanden." Så hun gik og fantaseret om, hvem hende forældre kunne være, og hvorfor de ikke måtte få hinanden? Det var derfor hun ville ud, væk. Finde frem til den familie hun havde der ude et sted, selvom de måske ikke vil stå ved hende, men så viste hun dog, noget om sig selv. Hun havde kun et fornavn. Opal blev hun kaldt og ikke andet havde hun ikke at klamre sig til.
Da hun fyldte 16 år, kaldte Abbedissen hende til, hendes kontor. "Vi må ikke eje noget her, i klostret," startede hun med at sige, efter at Opal havde nejet og kysset hendes hånd, i ærbødighed. Abbedissen holdte en lille pause og kiggede indgående på Opal, inden hun forsatte, "I den kurv, hvor vi fandt dig, lå denne lille blå pose med denne her i," sagde hun, mens hun åbnede posen og tog en medaljon op af den. "Er det min?" spurgte Opal og så på den med strålende øjne. "Ja," svaret Abbedissen, "Men du må ikke beholde den. Resten af samtalen kan Opal ikke huske.
Men samme aften, sneg Opal sig ind på Abbedissen kontor, tog stofposen og smykket og flygtede fra klostret. "Nu er jeg fri."