Fuck…
Jeg sætter mig anspændt op og kigger forvirret omkring. Lugten af alkohol hænger i luften og ud af øjenkrogen skimter jeg mit tøj, der ligger og flyder ved siden af sengen. Det ser malplaceret ud på det rene gulvtæppe. Alt hvad mit øje falder på, virker så stilfuldt, meget pænere end de steder, jeg plejer at vågne op efter en bytur. Mit hoved føles, som om det er faretruende nært ved at eksplodere og jeg lægger mig ned igen. Blikket falder øjeblikkeligt på min pink BH, som jeg tager på, når jeg skal ud og score. Den hænger og dingler ned fra loftslampen. Det minder mig om en scene fra en amerikansk komedie. Må vel også være på tide at se, hvor slemt det står til med min underbevidstheds valg af partner i alkoholens tåger.
Drejer forsigtigt hovedet til højre og lader blikket hvile på manden ved min side. Hans sorte hår hænger ned over panden og han ser egentligt ret lækker ud, hvilket er en stor forbedring i forhold til ham, jeg endte i seng med sidste weekend. Lettet begynder jeg at slappe af. Mit blik søger hen over væggene, gulvet og vinduet, mens jeg forsøger at finde tegn på, hvilken slags person det er, der ligger ved min side. Intet virker særlig interessant, men så fanger noget mit blik. Et smukt maleri over sengen har formået at undgå min opmærksomhed indtil nu, da det hænger bag mig. Det forestiller to silhuetter, der opklamrer hinanden og intensiteten flyder ud af de røde nuancer i maleriet. Måske har jeg endelig fundet en mand med stil, som det er værd at satse på.
Jeg tager mig pludselig i at stirre på dynen, som jeg ligger under. Betrækket er fyldt med glade farver og jeg føler, jeg har set det før. Det er det betræk, man køber for at støtte Kræftens Bekæmpelse. En pludselig indskydelse får mig til at gennemsøge værelset endnu en gang med mit blik. Nu ser jeg pludselig tegnene alt for tydeligt og jeg fortryder med hver en fiber i min krop, at jeg ikke allerede er skredet. Der sidder en smuk guldring på hans ringfinger. Jeg kravler ud af sengen og leder efter mine trusser, men stivner da jeg hører en raslen af nøgler og hoveddørens knirken, da den åbnes.
”Skat, er du vågen? Du skal skynde dig, vi skal være ved din mor klokken 12. Jeg har købt gaven…”
Så bliver der pludselig stille og jeg er ikke i tvivl om hvorfor. I et glimt fra i går aftes ser jeg mine trusser flyve hen over hovedet på ham og lande på blomstervasen i entréen.
Nu bryder helvede løs...