Som skoledrengen sad der mellem sine forældre, så han frygtelig lille og forskræmt ud. Men han vidste udmærket at han var ofret her.
Han huskede kun dagen alt for godt. Helt almindelig dag, fik sin rute, kørte ud med nogle varer, fik underskrevet de nødvendige papirer. Alt var som det skulle være, han var klar på at køre hjem til konen. Blot en mere levering og så var han fri. Han fik den lille lastbil klemt ind i gården, der var ikke meget plads, kun lige tilstrækkeligt til at vende på når han skulle ud igen. Han begyndte at læsse købmandsvarerne af, og bemærkede knapt nok drengene i gården. De legede vidst indianer og cowboys eller noget i den stil. Da han lukkede ladet var drengene væk, de var nok blevet trætte af at lege cowboys og indianere tænkte han. Han hoppede ind på sædet og smækkede døren. Han drejede nøglen og motoren brølede, han slap håndbremsen og begyndte at bakke ud af den lille port. Han fløjtede munter og tænkte på medister og varme kartofler, men skriget og det markante bump som han mærkede fra under vognen fik ham til at fryse.
Han sad stille i nogle sekunder og mærkede frygten stige, var han nu sikker på at drengene ikke var i gården? Han fløj ud af førerhuset og kiggede ind under lastvognen. Han have tårer i øjnene. Men blev forbløffet over at se en stor pose mel. Latteren fra drengene som havde samlet sig om ham, skar i hans øre. De slog hinanden på skulderne og roste især den lille fidusmager for den sjove spøg. Drengen smilede bredt og skreg igen og stak tungen ud af munden.
Det fik ham til at miste besindelsen.
Han greb drengen og svingede med al magt en syngende lussing. Drengen græd og tog sig til øret. Drengen var blevet døv af slaget, hvilket bragte ham her.
Han var ofret her, det måtte være en frikendelse.
Nu sad han i retten og ventede på sin dom. Juryens talsmand rejste sig og talte:
” Thi kendes for ret, Juryen kender den anklagede skyldig”
Jeg er ofret her er jeg ikke? tænkte manden mens han så på drengen.