Hjem fra skole. Endelig. Jeg går ind i stuen og sætter mig i stolen. Jeg kigger rundt og spekulere om hvorfor stuen ser ud som den gør? Væggene er lysegrønne med hvide prikker. Der er lyst, men også mørkt. Mørkt inde i krogene, men inde på midten er der helt lyst fra vinduernes lyse sol. Den store solstråle gør at man kan se alt det støv der hvirvler rundt og lægger sig på det grå gulvtæppe. Der er en masse møbler herinde. Både mørke og lyse. Det var det mor sagde. "Der kan ikke være lys uden mørke." Stolene og sofaen er af sort blankt læder mens realoerne og fjernsynsbordet er helt lyst. Den store fladskærm fylder nærmest hele stuen. Den kostede, men jeg bruger den aldrig. Det gør resten af familien heller ikke. For når man er i stuen kan man sidde og drømme. Det er et rigtigt drømme rum. Mor har gjort det fint i stand med alle de firnurlige ting der står rundt omkring på hylderne. Hun siger at de sætter fantasien igang. Det gør de også. Hver dag kigger jeg på en ny ting og tænker hvad der er specielt ved netop dén ting. Lige nu kigger jeg på en underlig pige der sidder og kigger op i loftet med krydsede ben og et drømmende ansigtsudtryk. Hun sidder i en gammeldags blå kjole og hvidt forklæde. Hun har lyst hår der er skulderlangt. Man kan tydeligt se hendes smukke grønne øjne, selv fire meter fra. Hvis man lukker øjnene er det som om man er hende. Man sidder og gynger fra side til side og nynner en godnatsang. Når man åbner øjnene igen er hun helt oplyst af solstrålen, fordi man tænker så meget på hende. Hun er speciel. Jeg ved ikke hvorfor, men det er hun bare. En speciel lille pige der sidder og nynner med krydsede ben. Jeg kigger rundt i stuen og ser hvor gammel den er. Så ser jeg på uret og finder ud af at jeg har siddet her i en halv time. Det var det jeg sagde. En drømmende stue. Man har slet ikke brug for fjernsynet. Stuen er mit yndlingsrum.