Tænk hvis ingen var syge. Hvis alle bare var raske og helt normale. Så ville der ikke være brug for hospitaler, ambulancer, læger osv. Hvis der ikke fandtes sygdomme. Det ville være fantastisk. Men sådan er det ikke. Alle er syge. Nogen mere end andre.
Sådan er det med mig. Jeg er syg. Jeg fejler noget. Jeg ved bare ikke hvad. Det er derfor jeg sidder herinde i lægens venteværelse. Væggene er blå. Lyseblå. Og så med hvide skyer i loftet. Der er helt stille. Alle sidder enten og kigger eller og læser i blade. En lille dreng græder lidt. Drengens mor trøster ham og kysser ham på kinden. Hvis bare jeg havde min mor med. Men nej hun sidder inde i fængslet. Bare fordi hun ikke havde nok penge. Far blev helt knust. Nu er han totalt overbeskyttende og irriterende. Han tror at hvis han heletiden ved hvor jeg er og beskytter mig, så bliver jeg ikke ligesom mor. Men det er lidt svært når jeg nu er blevet alvorlig syg.

Far går rundt herinde. Han er helt ude af den. Han er meget bekymret og venter bare på lægen. Der sidder også en masse andre mennesker herinde. De fleste er gamle. Men der sidder en pige henne i hjørnet. Hun er helt bleg. Hvad ville der ske hvis jeg gik hen til hende? Det beslutter jeg mig for at gøre. Jeg går derhen imod hende. Det føltes som om der er 100 meter derhen selvom der kun er 4. Da hun ser mig bliver hun bange. Jeg sætter mig hos hende og holder hende i hånden. Hun bliver lidt mere normal. "Christina Olesen" Lægen siger det højt og tydeligt. Jeg rejser mig op og hvisker ret utydeligt: "Farvel" Så går jeg ind til lægen og venter på at få min sygdom af vide.