Hun løb og løb som gjaldt det hendes liv, og det gjorde det måske også denne gang. Han havde opslugt hende igen, taget fat i hendes indre væge og strøget en tændstik. Det var vidunderligt, men gud hvor var det dog samtidig forfærdeligt.

Forpustet stoppede hun op og så udover fortovskanten, ned i en vandpyt hvor hendes ansigt reflekteredes. Et grusomt syn, et lille monster, tænkte hun. En lille møgunge var måske mere passende. Hun sukkede højlydt og så sig om i den tomme gade, der var så dejligt stille.

Hun lagde sig i græsset nær fortovet, og så op på den funklende nattehimmel. De havde, siden han var kommet til hendes hjem, ofte ligget i hinandens arme og talt stjerneskud, og snakket om deres dybeste ønsker.

Som hun gik længere ned ad gaden, blev hendes skridt tungere og tårerne løb ned ad hendes kinder. Hun kunne virkelig ikke være det bekendt. Men jalousien voksede i hende bare hun tænkte på, hvordan han kyssede hende godmorgen. Hun stoppede hænderne i lommerne og vendte langsomt næsen hjemad, måske hun kunne snakke med ham, bare et øjeblik i al fortrolighed, i deres eget personlige mørke.

Hun ville løbe væk med ham, forsvinde sammen i et brus af lidenskab og evigt blive opslugt af hans ekstreme lidenskab. Han skulle elske hende, som ingen mand havde gjort det. Som varmen dukkede op i hendes indre, dukkede billedet af hende også op. Forskrækket rystede hun på hovedet, som i et håb om, at kunne smide billedet ud af sindet.

Hun fik helt ondt i maven over at tænke på hende, og gned tårerne hårdt væk. Måske hun stadig kunne rette op på tingene, få situationen vendt. Men så ville hun aldrig ligge i hans stærke arme mere. Hun ville aldrig høre hans hæse stemme hviske i hendes ører, efter at de, i hvad der føltes som timer, havde opslugt hinanden.

Et par kolde regndråber hev hende tilbage til virkeligheden, og hun satte farten op som regnen tog til. Hun stoppede kun kort op i indkørslen og så op på det røde murstenshus. Skyldfølelsen voksede voldsomt nu, hun blev igen bange, gad vide om hun havde hørt dem denne gang?

Hun krøb sig og en klump satte sig i halsen på hende, der som hun stod uden for vinduet i den silende regn, og så hvor glad hendes moder var, der i hans stærke arme.