Han lagde sig ned for langsomt at dø. Langsomt ville han lade døden puste sin kolde ånde ned i hans lunger. For sidste gang ville han indånde den friske duft af syrenerne, den overdøvende essens fra de nyslåede marker.

Han tænkte tilbage. Han havde tilbragt meget af sin alt for korte barndoms, overflod af fritid på at løbe ensomt efter Moder Natur når hun livligt legede med de mange nedfaldne blade, som dækkede sommerens hinkeruder.
Det var et smukt syn. Brune og gule blade, svævende i atletiske bevægelser hen over efterårets blågrå himmel. Var de mon nervøse nybegyndere? Dette kunne jo også være Deres første efterår.

Han vendte blikket væk. Stikket i brystet kom igen. Charon og hans beskedne jolle sneg sig nærmere. Denne gang måtte han blive nødt til at tage 2 personer med i samme båd.
Han lå der på græsset. En lystig flod løb til hans venstre side og transporterede, som en slags naturlig motorvej, alle dens små fisk og deres artsfæller. En hvid due lettede med en blød lyd et sted i egetræet over hans hoved.
Til hans højre snoede sig en støvet, asfalt belagt gangsti, som i øjeblikket lå øde hen, pånær en træt far og hans meget aktive søn. Trods denne tydelige gene for faderen, elskede han ham dog stadig.

Endnu engang blev hans hukommelse ledt tilbage i tiden. Tilbage til skabelsen. Disse minder var uvurderlige, men de var så småt begyndt at flyde sammen. Hans sygdom var ved at blive værre, strammere og mere intense var smerterne i brystkassen.
Faderen og sønnen havde slået sig ned på en af havens bænke, hvor, faderen nød et glas medbragt vin og sønnen gumlede løs på et stykke hvedebrød.
Han var så uskyldig.

Denne mand på græsset var ikke uskyldig.
Græsset var grønt og således også hanssamvittighed. Han kunne mærke denne forfærdelige gift spredes med ulidelig hastighed i sin krop, mens han lå der og kørte den foregående hændelse rundt i hovedet. Prøvede at finde lidt retfærdighed i den. Hvordan kunne hun. Hun havde forsikret ham om at de i sandhed var to stykker af den samme del.
At de passede sammen.
Men åbenbart ikke.


Han kunne ikke klare det.
Han kom vaklende på benene. Han vidste hvad han ville.
Prøvede at huske hvor den berømte "Barnehængning" havde fundet sted.
Han løb ud i skoven.
Fandt stedet.
Tog løkken om halsen.
Forsvandt.