Mine orange arme var begyndt at værke. Syren havde erstattet blodet og fossede nu kraftigt ud i alle mine andre lemmer. Jeg erkendte det faktum, at jeg på et tidspunkt ikke længere kunne flygte. Flygte fra den ubekvemme sandhed.
Jeg hørte et sønderrivene brag bag mig da endnu et af de gamle træer væltede, som det nyeste offer for skadedyrerene. Mine lemmer måtte hvile sig, så noget forsigtigt satte jeg mig til rette i kronen på et af de højeste og ældste træer i Amazonas.
Mine tanker kredsede konstant om denne moderne verdens rædsler, og altid efterlod de mig med den samme konklusion.
Disse forræderer mod aberacen, det er dem som er skyld dette helvede.
Mange fra min familie var døde, eller led gevaldigt under manglen på boligere og mad. Min mor havde forsøgt at få mig til at forstå at vi måtte lære at tilpasse os igen. Darwins teori. Men det havde taget os tusinder af år at tilpasse os den første gang, nu stod vi med en tidsfrist på et par måneder. Det var umuligt. Der gik langtid før mine øjenlåg bukkede under for Sandmandens tryk, og den efterfølgende søvn var igen plaget af dommedagsagtige mareridt.

Det var et brag, større end de tidligere, som flået mig ud af søvnen. Jeg missede med øjnene og blev mødt af et skærende lys. Forrædernes metalmonstre var nået til mit træ og reflekterede nu solens varme stråler i alle retninger.
Det var på tide at komme væk. Jeg, alene kunne intet stil op.