'Giv mig mit kys!’

Der var ikke meget tilbage af ham på det prægtige gods. Tid havde langsomt visket tegnene ud, men det var Armands egen fejl; han havde ladet stedet gråne til randen af forfald gennem disse måneder. Kun sorgens suk hang tilbage i hvert et guldrammet portræt, hver en vajende gobelin på væggene med de smukt vævede tapeter i blodrøde farver. Gyldent et enkelt sted – på et enkelt kammer; på hans, den Forgangnes.
Faste fodslag hørtes ofte på de hvide marmorgange, for at komme ham i hu, ære ham blot en sidste gang.
’Altid med værdig kadence må en musketér føre sig frem’
Jovist… og hvem havde været bedre til det end paladinen?
Armand nikkede. Slog blikket ned på fumlende hænder. For at se på Dødens graciøse engel var for skarpt et syn, og ville ikke klarsyn – ikke nu, ikke endnu. Ville have sin sorg i fred.
”Han venter på dig, elskede, på dine kys.” bedyrede Hun ham gang på gang, mens han blot sad dér på dødens gyldne kammer og så ned. Så ned, ja, i stedet for at betragte synet foran sig. Sad blot stille i den store silkebetrukkede armlænsstol, hvor løvefødder med lethed bar ham, trods hans størrelse og knagende styrke. Hvordan skulle man nogensinde kunne elske igen, hvis man betragtede synet foran sig? Dét syn henne i sengen, ikke mange favnfulde væk. Hvordan skulle man egentlig kunne tro på Dødens ord, når nu han lå dér så kold, så forfinet og fredsommeligt, med sølvmønterne over øjnene for at holde ondskaben på afstand? Betale for en plads ved Vorherres side. Hvordan?
’Om forladelse, lille elskede… for alt!’
Ville så gerne at ordene skulle runge gennem hver en smuk marmorgang på det stolte gamle sted. Ville så gerne at paladinen kunne have hørt andre ord, førend det havde været for sent.
Mon ikke ”om forladelse” kunne gøre det ud for et ”jeg elsker dig”?
Nej… sikkert ikke, for hvis det kunne, havde ingen af dem været der nu, under disse omstændigheder. Paladinen ville have givet ham sit gavtyvsmil, drillende blik.
’Kærlige kys, så kærlige kys!’
Kys, ja… og Dødens kolde Kys kunne aldrig være ligeså eftertragtede som paladinens, uanset hvor varmende de var. Kunne aldrig blive ligeså smuktsmagende, som en paladins – en savnet paladin, der endnu ikke havde forladt sit gyldne kammer.

’Giv mig mit kolde Kys!’