Jeg kom i god tid. Det gør jeg altid. Men i dag ville jeg være sikker på at der var rigelig med tid til DSB Forsinkelse, idiotiske fortravlede mennesker på vej til arbejde, og ikke mindst men vigtigst, tid til at fare vil på skolens virvar af gange og lokale numre.
Mens jeg stod der, lige foran døren, der om få minutter ville åbne sig og lukke mig ind til det sidste afgørende nummer.

Jeg stod med næsen mod det åbne vindue. Mærkede en blid varm sommer brise slikke min kind og rykke mine fine lokker. Jeg lukkede øjnene, snuste. Der var varme og en smule græs at dufte. Jeg lod min krop mærke solens lune stråler, langsomt sneg skyggerne sig længere ned af vægen, og snart var hele mit ansigt badet i lyset.
I det øjeblik var der ingen tanker i mit hoved. Og jeg opfattede hele denne spændte stemning der emmede på gangene, 100 af andre som i dette øjeblik stod med bankende hjerter, og forskræmte sind.

Mine arme og hænder sitrede. I angst for at blive grebet af panik og besvime, greb jeg vindues karmen. Den var gammel, malingen skallede af i flere lag. Hvid, røg gult, og inders inde en svag blå nuance. Det var et fint stykke arbejde en eller anden havde gjord her. Hvor gammel mund det var? Med fingeren fulgte jeg rammens kurver og træets naturlige bugter. Jo den var gammel. Hele bygningen var gammel. Om vinteren trak det alle vegne fra, nu var varmen sivet end i de store rum og lange gange.

For mig selv begyndte jeg den remse jeg havde lært uden af hjemme fra. ”forestil dig situationen. Hvem er til stede...” jeg så meget tydeligt for mig min lære side smilende ved bordet. Dækket af en grøn du, jeg vidste den ikke ville være der, men det passede fint ind i billedet. Jeg forstilte mig censor side ved siden af, en kvinde. Jeg fremstillede mig en ældre kvinde, i få sekunder gik jeg i en form for panik, hvad nu hvis det var en mand? Men jeg havde efter hånden lærd så meget selvkontrol at dette simple spørgsmål blev affejet med en fast hånd, det var sagen uvedkommen hvilken køn der sad i lokalet. Bare jeg bevarede roen!

Døren gik op, en lille glad kvinde med hornbriller og opsat brunt hår, stak hoved ud fangede mit blik og nikkede.
Jeg mærkede en beslutsom følelse, som bruste mit blod sitrende i mine årer. Varme, ikke kun fra solen men også fra mit hjerte bredte sig, dette var det sidste afgørende tidspunkt. Jeg tog mod til mig og trådte nærmere.