Det var en ganske stille aften på statshospitalet, hvor der egentligt ikke var meget at give sig til. Dagny lå på en to-mandsstue. Hun havde netop haft besøg af sin familie, som havde fortalt at de havde gjort hendes lejlighed klar til hendes hjemkomst. Det nagede hende. Hun havde ingen anelse om, hvordan lejligheden nu så ud og hvilke ting de havde smidt ud.
Det var de små forskelle i fortovets sten, der havde været skyld i Dagny's fald. Hun var snublet. Faldet i sig selv var udramatisk, men hendes gamle, skøre knogler havde givet efter. Derfor lå Dagny nu på statshospitalet og spekulerede på konsekvenserne af hendes fald.
Det var noget af et sceneskift der ventede hende. Dagny havde altid klaret sig selv, men nu kunne hun ikke engang klare et toiletbesøg på egenhånd. Hun havde aldrig modtaget hjemmehjælp, men nu fra den ene dag til den anden,ville hun være afhængig af deres hjælp. Afhængigheden skræmte hende. Det var ikke meget søvn hun fik den sidste nat på statshospitalet.
Ved udskrivningssamtalen næste morgen, havde lægen forsigret Dagny om at hendes bekymringer var unødvendige. Alligevel følte Dagny grund til bekymring. Hun havde fra tid til anden fuldt med i dagspressen og vidste at hjemmeplejen ikke altid levede op til de forventninger borgere og pårørende havde.
Dagny's søn ventede på hende i lejligheden, og han havde sørget for at der var madvare i huset. Han havde flere gange været i kontakt med hjemmeplejen, og i deres samarbejde havde de indrettet lejligheden så Dagny kunne modtage deres hjælp på en hensigtsmæssig måde.
Til Dagny's lettelse lignede lejligheden sig selv, der var kun flyttet lidt om på møblerne. Hendes ynglings stol var klodset op og anbragt lige ved vinduet. Herfra kunne hun kigge ud over fællesarealerne. Det var som om ti kilo lettede fra hendes skuldre.
Det varede ikke længe før det ringede på døren og Dagny hørte en ung stemme sige " goddag, det er fra hjemmeplejen" Den unge pige præsenterede sig som Dagny's kontaktperson.
Da hendes søn og den unge pige fra hjemmeplejen havde forladt lejligheden, og roen sænkede sig over Dagny tænkte hun på alle hendes tidligere bekymringer. Lægen havde jo haft ret. Hun følte sig pludselig snæversynet.