Michael var lige gået i seng og lå og tænkt over, hvordan han havde spildt endnu en dag i sit liv. Han lå med et lille smil og tænkte på, at han bestemt ikke var en af guds bedste børn. Der var endog dem, som mente, at han lå et pænt stykke i den anden ende af skalaen.

Med et blev soveværelset lyst op af et kraftigt hvidt lys, og Michael hoppede forskrækket ud af sengen. Han greb ubevidst sit godt brugte boldtræ, som altid stod ved siden af sengen og kunne mærke, hvordan hjertet bankede vildt.

Pludselig stod hun der, midt i værelset omringet af det klareste lys og kiggede intens på ham. Michael stod lammet både af frygt og en stærk følelse af overvældelse. Det var nok det smukkeste syn han nogensinde havde set. Det lignede en engel, men de manglende vinger gjorde, at han var i tvivl.

Uden at hun sagde en lyd, kunne han pludselig høre hende inde i sit hoved. "Hej Michael, jeg er Emfordin, din skytsengel. Der er taget en beslutning om, at vi bruger for meget af vores kostbare tid, for at holde dig i sikkerhed og derfor vil vores arbejde med dig ophøre nu". Michael var stadig i chok, og han troede ikke sine egne øjne eller om han virkelig havde hørt det hun sagde.

Hun fortsatte. "Jeg har her en barmhjertelig gave til dig". Ud af ingenting kom der en lille gennemsigtig beholder frem foran Michael med lidt grønlig væske i. "Du vil i fremtiden dø den mest langsomme og pinefulde død som du kan forestille dig, men med denne væske har du et valg. Drikker du den, vil der med det samme tages stilling til, om du skal tages til nåde og komme i himlen eller om du sendes direkte til det mørke. Væsken forsvinder om 2 minutter".

Med de ord begyndte lyset at aftage, og den smukke skikkelse forsvandt. Michael kiggede på beholderen og tænkte på, om det hele var en mærkelig drøm. Han tog proppen af og lugtede lidt til væsken, satte beholderen til læben og følte at hjertet sad i halsen. Skal, skal ikke tænkte han.