Vinden kæler blidt for mine våde kinder, jeg kniber øjnene tættere sammen og lader endnu en tåre slippe ud under øjenlågene. Så længe mine øjne er tæt lukkede, behøver jeg ikke indse hvad der sker lige foran mig. Men benægtelsen varer ikke længe, da duften af den friskt opgravede jord og de hulkende lyde, om-sluser mig og lader sorgen fylde hele pladsen.
Jeg åbner stille øjnene og ser de grålige farver der skitsere mine triste omgivelser, gid de alle ville forsvinde og lade mig komme med dig. Komme væk fra alle de nyindkøbte dunkle klæder der indikerer sorgen, der ruller ind over mængden. Væk fra de store mørke træer der svajer i den kolde vind. Væk fra de mange grave hvis eneste formål er sorg og væk fra mit kyniske andet jeg.
Præsten prædiker om hvor givtigt dit liv var for andre, alle dine bedrifter og fantastiske evner. Jeg hører knapt et ord, for vinden synes kraftigere og de små fingrer gemt i min hånd knuger lidt ekstra. Mit blik falder langsomt ned på de store blå øjne, der spørgende stirrer op på mig. Hun er for lille til at forstå at du ikke kommer hjem til aftensmad i aften.
Folk går som i trance forbi dig og lader en rose falde på din kolde kiste. For hver blomst stivner jeg mere, imens en trang til at løbe væk imellem de utallige bevoksede gravsten river i mit hjerte. Jeg knuger hendes hånd og løfter hende op til mig, og mærker hvordan hendes lille hjerte hamrer mod mit bryst. Jeg stryger hende gennem håret velvidende, at intet kan trøste hverken hende eller mig. Alt imens går folk forbi mig, nogle ser vemodigt og andre opgivende på mig og kondolerer melankolsk.
Du lader min verden falde sammen med dig, ned i det mørke de langsomt sænker dig ned i. Jeg græder uden lyd og mærker hvordan en vrede stiger op i mig. Jeg sætter hende hurtigt på jorden og løber mod dig, din kiste føles som is under mine bankende hænder. Folk stopper chokeret op og nogle råber, men jeg hører ikke et ord, min gråd overskygger alt. Gravmændene tager blidt fat i mine skuldre, men jeg vil ikke med, jeg vil ikke åbne øjnene mere, for sandheden er for smertende.
Så lad mig være den sidste rose, de lader falde på dit forseglede låg.