Hendes overdrevet høje hæle klikkede imod gangens gulv. Hendes skridt var lange bestemte men stadig elegante. Hendes lange hår hang glat ned ad ryggen og var ligeså sort som hendes øjne.
Enhver – mand eller kvinde – kiggede efter hendes slanke figur, der var iført i den hvide kittel, når hun kom gående forbi. Ingen kunne benægte det; hun var absolut smuk.
Hun lignede en ung kvinde der lige var blevet færdig med at studere, men ingen kendte hende rigtigt, men de respekterede hende og spurgte ikke til noget. Måske var det også mere af frygt, for selv den største Don Juan blev usikker, når han kiggede ind i hendes sorte øjne.
Dette var hun også glad for. Hun behøvede ikke at afvise og vende ryggen til folk. De lod hende være og lod hende gøre, hvad hun gjorde bedst. For fakta var, at hun var ikke ung, og hun havde god grund til ikke at stole på folk.
Det var ikke andet end hundrede år siden hun turde vise sig på et statshospital, selv om det var over trehundrede år siden de sidst havde brændt en af hendes slags. Men mindet af rædslen i Annas ansigt, da de tændte bålet var stadig tydeligt.
Men folk troede ikke længere på hendes slags, og nu var de bare glade og taknemlige, når hun udrettede mirakler. Men hun var alligevel bange, hver gang nogen talte med hende om dem. Paranoid kalde de få, der var tilbage af hendes slags, hende.
Hun forsatte ned ad gangen men stoppede op, da hun hørte det bekendte langtrukne bip. Hun stillede sig i døren ind til patienten og iagttog de læger og sygeplejersker der stod omkring den lille blege dreng der lå i sengen. Han så så fredfyldt ud, han fortjente ikke dette.
Han trak ikke vejret, og en læge skar et lille hul i hans hals og forsigtigt stak en tube der ned. En bloddråbe blod langsom ned ad hans hals, men den blev hurtigt efterfulgt af flere bloddråber.
Hun stirrede på hans kønne ansigt. De ville ikke få hans hjerte i gang. Det var for træt og sygt.
”Biota ad Cor.” Hendes stemme var som fuglekvidren på en sommermorgen. Den var fortryllende og healende.
Det langtrukne bip forsvandt og blev til et enkelt bip og så til et mere, og sådan forsatte maskinen.
Måske er hekseri ikke så slemt alligevel..