Den havde ikke noget langt liv foran sig. Det vidste den godt, men det var også okay. Den forstod godt, at menneskene brugte den og tværede de sidste dele af den ud. Det var helt okay. For den havde nemlig en plan. En ond plan. Sammen med sin familie havde den fået brygget noget farligt sammen. Dødsens farligt. Få mennesker, såkaldte forskergrupper, havde allerede opdaget deres plan, men ingen hørte deres kalden. Ingen kunne lade den være. Var fladpanderne først svømmet ud på det dybe, ville de synke dybere og dybere i misbrugets dyb. Og i havets dyb er der helt lydløst, som der stod på gajol-pakkerne.

Den havde egentligt tit tænkt på, at det ville være bedre at være en gajol. Tænk sig; de blev aldrig spyttet ud. De blev ikke kastet ned på jorden, og derefter trampet på. Den skulede over til gajolerne, men ak - der var ingenting at gøre. De glitrende blå æsker rakte tungen ud, men heller ikke det kunne den gøre noget imod. Den kunne faktisk kun lige ane deres tunge, for den var fanget inde i pakken, hvor der kun var en lille rude at kigge ud af. Det var i det mindste bedre end Prince. De havde ingen ruder overhovedet. Men ak, den var dog stadig en cigaret. Men i det mindste en cigaret med en plan. En sindsyg farlig plan. Dens køber ville fortryde det lige til sin snarlige død. De ville infiltrere hendes luftkanal og forpeste hendes lunger. Den lo højt med sine brødre.

Klokken over den lille butiksdør ringede.
- Hej.
- Hej. Hvad kan jeg hjælpe med?
- En pakke blå gajoler og en pakke cigaretter.
- Ja, så gerne. Ellers andet?
- Nej tak.
- Det bliver 51 en halv.
- Ja.
- Tak.
- Selv tak. Hej hej.
- Hej.

Hun tog en gajol i munden og satte i løb hen ad gaden.
- Fuck, jeg når det aldrig, tænkte hun, og så at der var to minutter til hun skulle møde. Distræt tog hun cigaretpakken op fra lommen.
- Ej for helvede! Cecil! udbrød hun. Hun smed cigaretpakken i skraldespanden.