Angelina kiggede frem og så til sin irritation, at fartøjet igen var tættere på. Nu var det så lyst, at hun kunne se de sorte tegn på siden. Det var Garden. Pludselig følte hun et voldsomt had til dem og til det imperium, den Lord, der styrede dem. Så satte hun alligevel i løb over til den næste bygning i håb om, at de bare ville tage hende for at være en eller anden tilfældig.

Det gjorde de ikke. Fartøjet var helt lydløst, men stemmen gik klart igennem den sprøde morgenluft. "Du der! STOP!"

Angelina satte farten op. Hun sprang ned på trappen ned til kælderen hørendeto ting bag sig. Det ene var lyden af laservåben, der blev affyret. Heldigvis ramte de dårligt. Det andet var lyden af fødder, der ramte jorden i løb. De havde åbenbart besluttet sig for at følge efter hende. Hun rev døren til kælderen op og spurtede ned af gangen, mens hun for sit indre øje løb de kort hun havde memoreret igennem. Byen var proppet med underjordiske gange, og hun var sikker på, at den her bygning var forbundet med netværket.

Fartøjet havde bare spottet en kvinde, der brød udgangsforbuddet. Det var helt normalt. De arresterede nogen hver dag. Det var ikke normalt, at folk flygtede fra dem. Casper sprang ind af kælderdøren med våbnet hævet foran sig, mens han spekulerede på, om hun også kunne være bevæbnet, om der var flere i kælderen. Gangen var tom. Der var fuldstændig stille. En ildevarslende stilhed. Casper gik langsomt fremad. Han var i højeste beredskab. Våbnet var hævet, klar. Under hans fødder knasede nogle glasskår. Han bandede indvendigt og stoppede. Igen var stilheden til at tage og føle på. Bag ham havde tre af hans mænd sneget sig lydløst ind af døren. Lige nu ventede de på, at han skulle fortælle dem hvad de skulle gøre. Den underlige stilhed gav ham en rigtig skidt fornemmelse i mellemgulvet. Så droppede han det. Hvis kvinden stadig var i nærheden, var hun jo udmærket klar over, at de var der. Han holdt våbnet klar med højre hånd, mens han med venstre tog den lille stemmeforstærker frem fra sin bæltetaske. "Kom frem! Der er alligevel ingen vej ud! Kom ud med hænderne over hovedet, så sker der ikke noget." Den forstærkede stemme burde nå ud i alle kroge i kælderen, men intet skete. Stilheden var det eneste svar.