Der lugter. En tung, grov stank har lagt sig mellem værelsets vægge. Den ligesom trænger ud af væggene. Rækker ud mod manden i midten af rummet og er på grænsen til at materialisere sig. Men den forbliver en usynlig gas, der klæber mod halsen når han ånder. Han lader sig dog ikke mærke med det. Sidder blot på den ensomme kasse midt i rummet og stirrer ud af det snuskede vindue. Lyset derude er meget kraftigt, en pulsende energi. Men vinduet holder det på afstand. Han kan næsten høre de vibrerende stråler skure mod ruden.
Han tænker på om han skal åbne op. Så godt han nu kan. For med tiden er tingene ligesom blevet sammenflydende. Det er uklart hvor det ene gulvbrædde går over i det andet. Uklart hvad gulvbræddet er.
En dyb knast påtvang hans opmærksomhed i flere timer. Han betragtede dens endegyldige sorthed, der med tiden gjorde den umulig at forstå. Men den nager ham stadig som kløen på en fingerspids.
Afføringen på væggene er ligeledes et faktum, der ikke længere er et faktum. Klatterne, der som galakser har koncentrerede områder omkredset af udtyndede linjer, har vokset sig tørre. Deres eksistens har langsomt trukket sig ud af hans hovedskal og hænger nu som diffuse granatsplinter over ham.
Stilheden mærker han stadig klart og tydeligt. Den trykker mod øret, som uhørlige lyd fra en hundefløjte. Den svinger dog i styrke. Fra det helt milde, hvor den næsten forlader hans opmærksomhed, til de gange hvor stilheden lægger så massivt et pres mod alle hans organer, at han er nødt til bide ned i sin tunges bløde kød. Bide ind til en dump smag af jern og blod fylder hans mund.
En gang imellem sker det, at han blinker. I de øjeblikke forsvinder verden og efterlader ham alene. Da husker han døren. Og med døren husker han gelænderet og med gelænderet husker han larmen udenfor og med larmen udenfor husker han... Øjenvipperne slår op igen og lyset fra vinduet trykker sig igen igennem øjenhulerne og udfylder bevidstheden.