Lodajs sad på gulvet i husets opholdsstue. Det store bornholmerur slog en takt an tik-tak tik-tak. Han kiggede på pendulet der tungt svang fra side til side og opdagede, hvordan han fulgte bevægelsen med kroppen. Ved siden af uret stod en stor mørkebrun komoden, her gemte hans bedstemor hemmelige dokumenter og trylledrikke. Lodajs havde aldrig kigget i kommoden, men havde altid haft lyst til det. han bedstemors stemme fyldte hans tanker. "Du må aldrig åbne kommoden, Lodajs." Den særlige summen af stilhed, gjorde tegn til, at han skulle åbne kommoden. Lodajs så sig over skulderen og lyttede. han kunne ikke høre nogen i huset. Lågen indtil skabet var tung og besværlig at få op. Han måtte lægge alle kræfter i for at få den åbnet. Duften af en form for kamillete bølgede ud i stuen og gav Lodajs en sær form for kvalme, han måtte væk fra skabet og satte sig i bedstemorens lænestol. Her kunne han se ud i haven gennem det store vindue, hvor vindueskarmen var dækket af planter i diverse afskygninger. Det regnede stadigvæk, men nu tog regnen til. Stuen fyldtes med lyden fra regnen der landede hårdt på taget. Han lagde sig på gulvet og krummede sig sammen, han lyttede til den brudte stilhed og opdagede ikke at kommoden stadig var åben. Lodajs elskede opholdsstuen, her kunne han altid finde sin bedstemor og den specielle følelse af kærlighed fyldte rummet. Lodajs stak næsen i det tykke gulvtæppe og savnede nu endnu mere sin bedstemor. På de gullige vægge hang der billeder af kendte som ukendte plokanter, det var slægtninge. De så meget gamle ud, syntes Lodajs. Midt i mængden hang billedet af Lodajs i den flotteste ramme af dem alle. Lodajs tog billedet af sig selv ned og lagde det ind i kommoden, som han lukkede til igen. Nu holdt regnen op, og solen kiggede frem bag skyerne.