Stille.
Stille. Stille.

Stille faldt sneen.
Stille, stille vågnede hun til lyden af hvidt. Til lyden af ensomhed.
Hvert fiber i hendes krop protesterede. Ikke endnu. Det lette gardin svajede i den iskolde morgenbrise. Hun burde være kold. Hun rakte ud mod vinduet for at lukke det ... men trak hånden tilbage.

Det var som om.

Det var som om, at natten stadig kaldte på hende med sit kolde favntag. Månen var stadig oppe, en bleg gengivelse af sig selv på den blå himmel, stirrende med sit ene øje.
Elisabeth gispede efter vejret. I erkendelse af det uforståelige følte hun sine lunger snøre sig sammen.
Hun var ikke død.
Et inderligt suk undslap hendes læber. Stille.
Stille. Stille.

Elisabeth sukkede endnu en gang og undertrykte sin irritation over, at hendes femte selvmordforsøg var mislykkedes. Hun strøg en lok af det halvlange mørkeblonde hår til side. Mondænt. Middelmådigt. Som hendes liv.
Med en kraftanstrengelse fik Elisabeth rejst sig op. Hendes hår faldt frem og dækkede hendes udsyn, da hun stemte håndfladerne mod sengekanten og afventede den uundgåelige kvalme. Som udeblev. Elisabeth rynkede panden. Mærkeligt. Man skulle næsten tro, at hun havde taget placebo.

Elisabeth rakte armene frem og gik over mod skabet. Lidt forvirret tænkte hun, at hvis hun alligevel var i live, skulle hun nok klæde sig på. Hendes hånd sigtede mod dørhåndtaget. Hun stod foran skabet og rakte frem. Hun tog fat i håndtaget. Elisabeth rakte frem mod skabsdøren. Hun trådte frem. Elisabeth tog fat i dørhåndtaget. Hun trådte et par skridt frem mod skabet.
Med et sæt forstod hun, at der var noget galt. Hun rakte frem og tog fat. I dørhåndtaget. Som hun greb. Noget galt.
Stop.
Elisabeth begyndte at hyperventilere. Pillerne. Pillerne måtte have gjort noget ved hendes hjerne. Rolig nu. Hun lyttede efter sit åndedrag. Men kunne intet høre. Jeg er blevet døv; pillerne har gjort mig døv; hjerneskade!
Vent.
Hun var selvfølgelig fra den. Trods alt havde hun forsøgt at tage sit eget liv. Hun måtte starte helt forfra. Det ville nulstille hendes hjerne, hendes perception af tid og rum. Elisabeth vendte sig om for at gå tilbage til sengen. Og standsede op.
Verden standsede. Stop. Hun forstod ikke, hvad hun så. Hun forstod alt for godt. Det gav ingen mening. Hun lukkede øjnene. Det gjorde næsten ondt. Så tvang hun øjnene op igen.
På sengen.
Lå en person.
På sengen lå. Hun selv.