"Ha, ha! Den fanger du aldrig" lo de ved fællesbålet. " Du har jo ingen jagttalent, du rammer dårligt med spyd og pile. Hold du dig til haresnarer og fuglefælder eller bærplukning sammen med kvinderne".
Men han vidste, at han kunne. Han måtte og skulle fange den lysende hvide gemse, som han havde set springe rundt højt deroppe på tinderne. Han lod hånt om latteren og hans øjne mødte shamanens ansigt, der kort og næsten umærkeligt nikkede, det var tid til at afprøve, det han havde lært, tid til manddomsprøven.
Næste dag, kamoufleret af de daglige gøremål, samlede han diskret sit grej sammen. Han fandt galdebær, mens han så til sine snarer, gik en lille omvej til steder, hvor der var okker, lav. Da han afleverede haren i søsterens køkken, stjal han et par små træskåle og noget fedt og under påskud af oprydning listede han af med ildtøj, og en lille fedtlampe. Da han bar brænde til fællesbålet, lå der det trækul, han havde brug for. Det hele blev lagt i en rygpose og gemt bag hytten.
Den efterfølgende dag listede han afsted med sin pose før landsbyen vågnede og nåede et pænt stykke op på bjerget inden middag. Det næste stykke var næsten lodret bjergside, men som fuglejæger var han en habil klatrer og kendte bjerget.
Han nåede afsatsen ved grotten sidst på eftermiddagen, gjorde ild til et lille bål af nogle kviste, fik lampen tændt og kravlede ind i hulen. Han måtte mave sig et langt stykke ind til det store rum, hvor han engang under et uvejr havde overnattet. Derinde tog han træskålene frem, knuste galdebærene og blandede dem med fedt, okkeret ligeså, alt imens han sang Sangen. Hans hæse nasale stemme rungede i grotten, lyden blev kastet rundt og lød som mange stemmer. Stadig syngende bar han skålene og lampen over mod grottevæggen. Med hede kinder og en ekstatisk lykkerus, med lav og med hænder, med det røde okker, med det blåsorte galdebær, med kullet, manede han den hvide gemse frem på grottevæggen, ligeså levende som oppe på tinderne - de spidse horn, den fine profil, de lette spinkle ben, kroppens pels, den lille hale.
Da han ved solnedgang kravlede ud af hulen igen, lå en død hvid gemse på afsatsen.