Med et øje mod himlen venter jeg.
Hun kalder på tranen og vandrefalken og puster dem i den rigtige retning, så imponerede øjne kan følge deres vingeslag. Hun hvirvler bladene rundt, kender deres rute, har selv udtænkt den. Hun ophidser Østersøen for at få ham til rigtigt at vise tænder og sender skumsprøjt efter nøgne ben på bådebroer. Hun ved at jeg venter. Barnet får et luftkys på kinden og ungen luft under vingerne, kærligheden fart på sin flugt, jeg forsøger at gribe den. Med den ene hånd.
Den anden holder fast. I håbet om at du kommer, at du ikke har for travlt med at tirre bølgerne og sætte liv i sejlene. I håbet om at du vil give håbet vinger, lade det svæve, lade mig følge efter, lade os være ét med dig. Lad mig ride på din bølge, smid mig ikke af, hold farten! Jeg mærker dig, her er koldere end hvad graderne afslører og du har meldt din ankomst. Jeg griber fat i dit reb og holder fast. Holder fast som du kærtegner himlen og guider mig uden om bumpene på græsset. Jeg holder fast som gjaldt det livet.
Du tager dig tid til at skubbe gyngen i gang, fanger barnets fletning og giver den liv. Du griber om min hvisken og bærer den verden rundt og du udfordrer mine ben. De bekræftes i troen på at være længere end de er og jeg flyver - kortvarigt. Jeg overraskes ved min vægtløshed og kigger ned, mod mine fødder der træder ude af takt, glemmer hvordan de sættes ind foran hinanden, svigter mig. Snublende over ingenting løsnes mit greb og den er fri. Fri til at flyve uden GPS; uden mig er den uovervindelig, flyver højere end hvad jeg ville tillade den, med snoren flagrende under sig for at håne mig.
I morgen skal vi flyve igen. I morgen vil jeg vente på dig for evigt, og i morgen giver jeg ikke slip. I morgen har jeg et øje mod himlen.