Hendes kolleger sad i personalestuen og diskuterede, da hun kom ind for at holde sin pause. De var ikke ophidsede eller på nogen måde oppe at køre, men hun kunne alligevel med det samme høre, de havde gang i en form for debat. Hun scannede hurtigt rummet for at se, hvor hun bedst kunne sætte sig. Hun satte sig i den røde sofa mellem Laura, som var meget med i diskussionen, og Rosa, som halvt sad og halvt lå i hendes del af sofaen og blundede. Der var kun det hårde armlæn af træ på sofaen, så man kunne erhverve sig et gevaldigt hold i nakken, hvis man lod sig føre bort af søvnen uden noget andet under hovedet. Det vidste hun selv af erfaring. Rosa trak benene lidt til sig, da hun satte sig ned. Helt væk var hun altså ikke. Hun stoppede sin trøje under hovedet på Rosa.
Hun tog sig en kop solbærte fra kanden med de falmede bogstaver THE på, puttede sukker i og rørte rundt. Hun huskede, at Birgitte sad i sofaen overfor, så hun hældte straks en anden kop te op til hende. Hun skulle ikke have sukker, men en lille smule mælk. Hun rakte den til Birgitte, som var blevet overrasket midt i debatten, men kiggede hurtigt op, smilede oprindeligt og sagde tak.
Hun tog sin egen te og tog forsigtigt et lille nip, mens hun prøvede at regne ud, hvad de ikke kunne blive enige om. Det gibbede i hende, da hun fandt ud af, teen stadig var for varm.
Der var endnu ikke fyldt op, men det ville der blive i den anden pause. Hun satte hurtigt kanden med te på den nederste hylde af serveringsvognen, så der også ville være noget tilbage til dem, der kom om en halv times tid.
Nogen havde taget poletter med i dag. Hun tog et par stykker mellem sine fingre og gav automatisk Laura én i en pause i hendes talestrøm, hvor hun skulle trække vejret. Laura fik sagt tak i midten af sætningen, hun nåede at begynde på, inden hun fortsatte uden yderligere pause.
I samme bevægelse, som hun rejste sig for Janne, som umærkeligt havde siddet og ømmet sig i kurvestolen ved siden af sofaen, gjorde hun en fejende bevægelse, som for at vise, at hun bare kunne sætte sig der i stedet. Janne havde dårlig ryg og hun kunne selv sagtens sidde i kurvestolen. Janne aede hende på armen som tak idet hun med et veltilpas suk satte sig.
Med ét gik det op for hende, hvad de havde været uenige om og i en pause mellem ordvekslingerne sagde hun: ”Sigourney Weaver” lige akkurat højt nok, så de kunne høre det.