Det regner. Som det altid gør.
Jeg kigger ud på det silende vand, der danner pytter og hurtige små floder på den lille motelterrasse. Massive dråber slår hårdt mod flisegulvet., springer op og går i tusinde stykker. Swimmingpoolen der ellers var tom fylder beslutsomt sig selv.
Blå mosaikfliser vaskes rene på det grønne fællesareal, jeg har udsigt til fra min terrasse. Solen er på tredje dag skjult bag tunge skyer. En lugt af ozon fylder den kvælende aftenluft. Regnen burde være vederkvægende.
Men folk undgår mig.

Jeg kom hertil i tirsdags og nu er det fredag og de er ved at have fået nok. Jeg kan se det i deres blikke, når jeg møder dem på hovedgaden. De siger det ikke direkte, men de ser gerne at jeg snart rejser igen. Tre gange om dagen går jeg tur ned af den brede støvede vej, for at slå tiden ihjel. Ingen taler til mig, mens jeg går.
Omkring mig drukner de solstegte kaktus på stribe i de pulserende vandløb, regnen skaber.

Men markerne tørstede. Oliventræerne krøllede sig sammen i middagsheden og tabte de spæde frugter. Druerne tørrede ud på rankerne under den hede sol. Man frygtede for høsten.

Jeg tænder en cigaret og skubber cowboyhatten tilbage. Mine støvler der var støvede fra den røde landevej, er nu dækket af et fint lag mudder. Der sidder stadig kaktustorne i de lasede snørebånd. Udenfor den lille hacienda vælter vandet fortsat ned. Om lidt tager jeg af sted. De har ringet fra Paridassimo, en bjerglandsby tre timers vej herfra. Det skulle give godt, har de lovet. De frygter selvfølgelig også for afgrøderne.

Jeg stirrer op mod himlen, der har trukket sig sammen og på lynene, der knitrer, før det bryder løs. Tordenen ruller brutalt i det fjerne.

Jeg pakker min rygsæk og gør mig klar til afgang. Cigaretten har brændt sig selv op i askebægret på det lave sengebord. Biblen ligger ulæst i skuffen.

Dråberne slår af på min hat. Jeg går gennem regnen, ud ad byen. Den røde landevej er nu et ælte, et pløre. Prøver at tomle, men ingen tager mig op. Vender kursen mod bjergene. Regnen er min evige følgesvend. Min mor sagde det var en gave fra den gode Gud. Jeg er ikke længere så sikker. Verden er et ensomt sted for os med de særlige talenter.