Politik. Suk altså!
Jeg kan ligeså godt give op. Fjernsynet skal slukkes og det skal være nu – der er ikke noget værre end politikere i debat. De tror de er så kloge, men de mangler alle sammen en ting. Ingen af dem kan hvad jeg kan. Det eneste de kan er at holde paraderne oppe og fyre løs med deres vås og angreb. At de gider.
Jeg ved godt jeg ikke er mega klog, at jeg ikke har læst økonomi eller psykologi. Jeg er ikke engang klog på livet – det ved jeg godt, selvom de fleste af mine venner tror de holder nøglen til verden i deres dumme ord. Men ord ødelægger. Det er min erfaring. Efter min mening ville hele verden være meget bedre hvis alle gjorde som jeg – hvis de bare havde halvdelen af mit talent. Ja, nu er det jo ikke det helt store – det ved jeg godt. Andre spiller på violin, synger, danser eller er bragende morsomme, og de føler alle hver især at de kan redde verden med hvad de gør – det samme føler jeg. Men mit talent er nyttigt også selvom man ikke kan stille op i en konkurrence med det, til gengæld er det nyttigt i hverdagen, hvor jeg ikke altid tror man kan synge sig ud af ting?
Mit talent gør mig til en god ven. Nok er det hårdt altid at skulle være den de andre kommer til, men jeg bliver altid stolt og glad over at de kan mærke, at det her, det kan jeg altså! Især stakkels Line og hendes kæreste. De har problemer og jeg føler for den stakkels pige, men de andre de dømmer hende. Håner hende. Taler ned til hende. De er ligesom politikerne i fjernsynet – klar med et angreb og en rap kommentar, som intet svar giver! Det gør mig så rasende. Kan de ikke se at det eneste Line beder om er en der vil høre på hende? Ikke en der dømmer hende.
De griner af mig, gør de andre, synes jeg er sær. Men mine lærere kan lide mig, netop på grund af mit talent.
”Du er en fryd at undervise Nina – du har en særlig gave, man føler du høre alt og suger ordene til dig. Du er en lytter Nina! Bliv ved med det, dem er der for få af!”