”Det var alt”. ”Pis og papir”. Hun udførte en form for forvredet ansigtsritual, hvor hun vrængede overlæben op og skød fortænderne ud. Rynkede på næsen og blæste kinderne op og kiggede med alt for påtaget letsind ind i kammeratens øjne.
”Jeg.. har.. det.. fint!” prustede hun ud igennem fortænderne og slap pusten med et stort, dybt og anstrengt suk.
”Øh, okay? Du kunne ellers godt ha’ narret mig. Faktisk, så ligner du lidt en, der hellere ville køres over af en slingrende cykel, efterfulgt af en blå Honda, sparkes i røven af en mutant ged og lande med hovedet først, ned i en gang ko afføring. Men hey, jeg tar’ nok bare fejl. Det gør..”
”Ja, ja, ja” sukkede hun og lod blikket falde ned på hendes sammenfoldede hænder i skødet. Et næsten hørligt smil fordelte sig ud over hendes læber og hun nikkede lidt med hovedet.
”Ja, ja.. okay. Jeg har prøvet det der var sjovere.”
Han smilte anerkendende til hende og tog hendes hånd. Hans blonde hår glimtede i den støvede sol og hans øjne blev glasagtige. Hans brune, venlige, optimistiske, glødende øjne.
”Jeg tar’ den store her, så kan du bette mus ta’ lampen henne i hjørnet. Så vi færdige på no time”
Han sprang op, hev stikket du af kontakten i vægen og gav mig lampen i hænderne.
”Så kan du jo bare bo hos mig til du finder noget andet, ingen problemer”.
Hun sukkede opgivende og tøffede efter ham hen mod døren. Selvom hun godt vidste at alt var anderledes nu, virkede det ikke længere så skræmmende. Hun gik ud gennem den velkendte grønne dør, smilte til kammeraten og sendte et sidste blik ind i det halvmørke rum. ”Ja” sagde hun ”Det var alt”.