Andreas kunne lide at sidde længe og se solen gå ned i skovsøen. Hans kæreste, Stine, sagde at det var noget pjat at bruge så meget tid på, når man var en voksen mand på 23. Hun brød sig heller ikke om hvad han ellers lavede. Ikke mere. Hun blev et ekko af alle de andre, der snakkede om ordentligt arbejde og to faste indtægter.
Andreas sukkede dybt. Han havde prøvet at glæde dem. Især Stine. Men han kunne ikke og nu var hun altså skredet.
Her stod han så og stirrede på solnedgangen, mens han græd.
Fandens at være så følsom.

Arrigt sparkede han til en sten. Det gjorde ondt. Han stoppede, holdt om foden med begge hænder og dansede rundt på et ben.

"Gjorde det ondt?" lød en blid stemme.
Andreas for sammen. Hvem talte? Han havde ikke hørt fodtrin. End ikke lyden af en gren, der knækkede..
"Lidt," svarede han tøvende. Det lød som om stemmen var lige ved siden af ham. "Hvor er du. Hvem er du?" spurgte Andreas. Mon han alligevel havde brug for den der psykolog, Stine havde råbt op om?
Hans hånd lagde sig mod en sten. Den føltes glat og hård.
"Jeg er her. Du sparkede til mit fængsel. Jeg er en dæmonengel."
"Sludder. Du er bare en stemme i mit hoved."
"Nej! Jeg er fanget her. Vil du ikke nok få mig ud?"
Stemmen rystede som om staklen ikke turde håbe, at gråd og bønner ville nytte.
Dens smerte krøb ud af stenen, ind gennem hans håndflade og ud gennem fingrene. Han flyttede hånden og ledte febrilsk i græsset, lukkede hånden om en gren, men slap den igen. Som besat famlede han videre.
Han fandt en flintesten og hamrede den mod stenfængslet. Et forkrøblet håb foldede sig ud inde i stenen og strakte sig mod ham.
Han hamrede og huggede. Hans fingre begyndte at bløde og nogle små gnister føg frem.
Timer gik, men han kunne ikke få den lille fri.
“Du bløder. Gå bare hjem,” græd det fangne væsen i en blanding af dyb skuffelse og medfølelse.
Det fremmanede en stærk, berusende følelse.
Med et brøl, der rystede sivene, løftede Andreas stenen op og trykkede den varsomt ind mod sin krop.
Han bar han den hjem gennem skoven.
Segnefærdig faldt han om og sov en halv times tid, før han vågnede, og undte sig lidt mad.
Så greb han hammer og mejsel. Huggede, hakkede og arbejdede som en gal.

Han arbejdede i flere døgn, sov en smule og spiste lidt mad.
En dag var dæmonenglen fri. De smilte til hinanden og så faldt Andreas i en dyb søvn.
Den befriede stod som en statue. Fantastisk livagtig og detaljeret.