Jeg åbner mine øjne efter min korte lur. Kigger rundt omkring i den kolde natur, rejser mig op. Jeg har ikke spist i noget tid, min mave kramper. Svag, men bestemt trasker jeg rundt og venter på at føle den dejlige duft som jeg sådan savner. Kød. Maven gør mere ondt. Jeg løber langsomt ned af skråningen på mit bjerg, ned til mit vand. Før var der flere af min race på dette bjerg. De holdt sig væk men jeg vidste de var der. Nu er det kun mig. Menneskene tog dem.

Jeg går over isen, til der hvor jeg ved strømmen har brudt overfladen. Det iskolde vand strømmer forbi i store mængder. Jeg slikker lidt op i min mund. Det er dejligt, men jeg er stadig sulten... Hov! Hvad var det? Noget skarpt bryder igennem skindet på min ryg. Hurtigt føler jeg mig søvnig. Jeg vender mig om. "Et skinnende objekt sidder fast i min ryg og suger livet ud af mig." Det var min sidste tanke før alt blev sort.

Jeg åbner øjnene, og sneen er væk. Her er ikke så koldt længere. Hvad var det? Kender jeg den lyd? Det er mennesker! De har taget mig! Jeg prøver at rejse mig. Nej, der er noget der holder mig nede. Jeg kigger ned af min krop, og ser nogle underlige ting der holder mine ben sammen. Mine forben er også bundet sammen. Jeg kigger rundt på omgivelserne. Det ligner min pels der på væggen! Men hvor er livet i disse dyr? Det ser ud som om kun skindet der hænger livsløst på væggen og rødt blod falder på gulvet. De er døde, indser jeg. En skarp smerte igen. Denne gang lukker jeg bare øjnene og håber på at disse onde væsner en dag lider den samme smertefulde død.