Jeg er måske det mest intelligente næsehorn i verdenshistorien. De forpulede jægere har ikke fundet mig, siden jeg forlod skoven og begyndte at rejse på verdens have.
Hvordan fanden har jeg klaret mig på dybt vand, når jeg er et to-og-et-halvt ton flommeflæsk med negl som næse, spørger du måske?
Super simpelt: Jeg går på bunden.
Her er mørkt, og jeg savner min ven Troels. Han er en Oksehakker og vi havde faktisk nogle ret dybe samtaler, inden jeg valgte at træde ud i havet. Vi diskuterede ofte hvorvidt det egentlig gav mening, at han advarede mig om jægere. Jeg så dem ofte hurtigere end han selv gjorde.
Men Troels fandt altid et godt svar: "...Selv hvis jeg så dem før dig, ville de stadig have deres modbydelige våben. Ville min skræppen ikke bare afsløre dig hurtigere?"
De flabede samtaler savner jeg.
Jeg har godt nok mødt mange snakkesalige, nysgerrige fisk. Men med tiden er jeg sgu træt af at svare på det samme spørgsmål: "Hvordan trækker du vejret hernede?"
"Hellere holde vejret, end at blive udryddet." plejer jeg at svare.
Det forstår de ikke en meter af, for de er slet ikke lige så dybe som Troels. Han er i sandhed min bedste ven.
"Du der ..."
Jeg kigger op. "Haj med dig." griner jeg smørret, af hajen der svømmer over mig.
"Hvordan..."
"...hellere holde vejret, end at blive udryddet." svarer jeg helt automatisk.
Hajen skuler til mig. "Tror du det hjælper at holde vejret på havets bund?"
Jeg nikker.
"Før eller siden har du vel brug for luft." siger hajen.
"Det har ikke været et problem indtil videre." siger jeg stolt.
Hajen ryster på hovedet. "Du er måske det dummeste næsehorn i verdenshistorien."