Hvis mor kunne se mig nu, ville hun græde. Eller ville hun? Ærligt talt så har jeg ingen anelse. Livet er ved at blive så ensomt at jeg forestiller mig ting der måske ikke har hold i virkeligheden. I min celle sidder jeg. Fuldstændig alene, bag skæve tremmer, mens jeg rutineret slikker mine sår. Menneskene vil have mig til at lave kunster. Hvis ikke det var fordi jeg var bundet om halsen, havde jeg skam lavet dem til et kunstværk. Af blod og brækkede knogler. Jeg sukker, og forsøger ihærdigt at give såret al min opmærksomhed.
Nyheden kom i går. Menneskerne var samlet uden for min celle. I klynger med djævelske smil klistret til deres mærkeligt lille ansigt. Efterhånden har jeg lært at forstå dem. Højtaleren i hjørnet af min celle, annoncerede som var det en hverdags trivialitet, at min hjemegn er væk. Jeg er den sidste orangutang tilbage.
Det fik mig hylet ud af min kunstige rytme. Jeg følte mig for første gang oprigtigt afkræftet, og intet gav mening for mig mere. Jeg tror jeg et sted i mørket havde håbet på at et lys ville rive sig frem.
Et underligt smil spreder sig nu over min læber, mens jeg lader mit blik glide over cellens grove vægge. Efterhånden har jeg mistet interessen. Jeg er tydeligvis gamle nyheder, som ingen har lyst til at redde fra mørket. Et sted i det fjerne hører jeg jerndøren smække. Ekkoet runger indtil det forsvinder i intetheden.