En tåre listede sig ned ad hendes kind. Hun kiggede på sin arm. Klokken var kun 9, men hun havde været vågen længe. Hun sukkede og lagde armene om sig selv. Hvordan skulle hun dog kunne klare resten af dagen? Endnu en dag fyldt af dét. Nej, tankerne måtte væk. Solen skinnede nådesløst skarpt ind ad soveværelsesvinduet, og med en voldsom bevægelse hev hun foldegardinet for. Sådan. I det dunkle lys var det lidt lettere. Alt var mindre skarpt, mindre synligt. Og spejlet var gemt væk. Det havde hun gjort forleden. Bare for en sikkerheds skyld.
Hun rejste sig med ét op i sengen. Lyden virkede højere og højere, og hun holdt automatisk hænderne foran sit ansigt. Sådan sad hun rystende et stykke tid. Men så krøb hun smilede ind under sengen, og slukkede det larmende vækkeur. Det var bare vækkeuret! Det måtte være faldet ned i aftes.. Smilet og lettelsen forsvandt, og hun lukkede øjnene et øjeblik. Så gik hun ud i køkkenet og tændte skælvende en cigaret. Hun tog et langt sug og nød roen, der langsomt bredte sig i kroppen.
Køkkenvinduet lod solens stråler trænge ind, og en tid stod hun stille og røg, mens hun mærkede varmen. Men tankerne kom tilbage. Og denne gang for at blive. Hun så på sin arm og mærkede angsten snige sig ind på hende og ødelægge det fredfyldte øjeblik. Med tankerne om dét fulgte også spørgsmålet om, hvad hun skulle gøre… hun tændte en cigaret mere og gik rundt i huset, mens hun skoddede på gulvene. Hun travede rundt om spisebordet, indtil hun blev svimmel. Så ud i gangen, idet hun omhyggeligt undgik at se sig ind i det lille spejl over kommoden. Ud i køkkenet igen. Åh, nej. Ikke det. Ikke allerede nu. Men mobilen blinkede påtrængende, og hun vidste, hun var nødt til at tjekke sine beskeder.. ’stille her. tænker på i aftes’. ’jeg kommer hjem til dig...’. Hun kastede mobilen hårdt ned på gulvet og krøb sammen i hjørnet. Tårerne løb uhæmmet, mens hun hurtigt kærtegnede sin arm som for at få dét væk.
Nej. Nej, hun kunne ikke mere. Hun måtte gøre det. Resolut rejste hun sig op, tøvede lidt, men gik så ud på det store nye badeværelse. Vægspejlet. Hun tog alt sit tøj af og stillede sig foran spejlet, der med sine indbyggede spotlamper viste alt tydeligt. Sådan ser jeg altså ud, tænkte hun. Sådan ser jeg ud… Forslået, hævet og uigenkendelig. Hendes ansigt fortrak sig i gråd. Ikke mere. Jeg vil ikke mere.
Rystende åbnede hun toiletskabet. Kniven lå der stadigvæk. Hun tog den og satte sig ned på det kolde gulv. Han kom snart. Kniven føltes spids.