''klik'' lyder det fra hjørnet. Klikkets ekko skaber en dyster brise af frygt. Synet svigter takket være betændelsen fra i tirsdags men jeg kan se de hvide væsner nærme sig.

Jeg ved ikke hvilken edderkop der har spundet det her net, som jeg bor i, men intet kan trænge igennem. Ikke engang en hel nats gnaveri. Det opgav jeg for længst. .

Jeg håber at de snart kommer og henter mig, for det hele gør så ondt. De stikker mig med lange tynde ting og sprøjter alt muligt i øjene på mig. .

Engang boede jeg i et lille skur sammen med mine søskende. Der var et lille menneske der gav mig lækre sager og aede mig på hovedet.

En dag puttede hendes store beskytter mig ned i noget sort, helt alene. Alt røstede og hoppede. Efter lang tid i uvidenhed, åbnede det sorte hul sig endelig. Jeg genkendte en menneske pote, og stak snuden frem, i håb om lidt omsorg.
En kilden af glæde fløj gennem min mave da poten rørte mit hoved. Jeg holdte det helt stille, og ventede på kærtegnet. Men så, av! av, av, av! Den tog fat i min nakke og hev mig op i lyset, som skar mig i øjene så kraftigt, at en hovedpinde straks indtrådte.

Der fulgte adskillige dage med larmene ting og sager der fik mig til at tabe pelsen, og skarpe lugte som de smurte i mine sår og øjene.

De gør det hver dag, om og om igen.

Jeg håber snart hun kommer og henter mig. Jeg er så sulten.

Og endnu en ny dag truer imorgen - i bogstavligste forstand.

Nu kommer de hvide tilbage! Hov... de lyser ? Jeg kan se igen! Sikke dog en masse planter og dyr her lige pludslig er ... Hvad blev der af nettet?