Supermarkedets døre glider fra hinanden, da hun går igennem. I dag er ikke anderledes end de andre dage. Hendes liste er kort som altid, når man kun behøver handle til en. Sådan har det været siden Kim skred. Pia savner ham ikke længere, men hun savner følelsen af at have nogen, en at putte sig ind til og hygge med i vinterkulden. Mens hun går rundt mellem hylderne, får hun pludselig øje på en tv-skærm, der fortæller at sneen tager til og de fraråder al udkørsel. Hun samler hurtigt tingene og skynder sig at betale med sine sidste rede penge. Hun løber med varerne ned til stationen, hvor hun skal med bussen hjem, men da hun nærmer sig ser hun den sidste bus kører bort fra stationen. Da hun spørger ved billetlugen, får hun at vide, at der ikke kører flere på grund af vejret. Hun overvejer at ringe til et taxa selskab, men hun har ikke råd, så hun begynder at gå med sine varer i favnen. Det blæser voldsomt omkring hende og hun kan ikke se noget for sneen. Flere gange er vinden ved at vælte hende og hun forbander sig selv for ikke at have taget vanter på. Efter noget der føles som flere kilometer, falder hun og taber sine varer. Sneen blæser så voldsomt at hun ikke kan se dem, men hun har ikke råd til nye og leder efter dem mens hun sidder på knæ i sneen. Hun kan ikke finde sine ting og hun fryser mere og mere. Måske skulle hun gå tilbage til byen og finde et sted at vente til stormen har langt sig. Men hvilken vej er byen? Hvor er hun overhovedet? Hun kan ikke se andet end sneen og hun kan næsten ikke komme op og stå igen. Hun begynder at gå igen mens hun råber efter hjælp, men hun finder ikke nogen. Da hun falder igen, bliver alting sort i stedet for hvidt.

Pia vågner ved lyden af en hund der gør og lyden fra en brændeovn. Hun ligger under en stor dyne foran ilden. Så hører hun en dyb stemme og en høj mand kommer hen til hende med en kop varm te og et venligt smil. Måske var dagen i dag alligevel anderledes end de andre dage…