Endelig stod han her. Jacob så sig forbløffet rundt i det store rum. Foran rejste søjle på søjle sig. De bar det ovale loft, der stod betydelig højt over templets gulv. Og der imellem søjlerne, kunne han se sit mål.

Han var trådt igennem templets port ved midnat, og havde siden da arbejdet sig igennem de kringlede gange. Det havde været hårdere, end han havde regnet med. Manglen på lys var det værste. Han var blevet tvunget til at begive sig forsigtigt frem. Fælder lå spredt udover templet og han havde begrænset synlighed. Havde det ikke været for hans fakkel, var han nok aldrig kommet levende igennem. De indfødtes kort over templet var også en stor hjælp. Uden den var han nok gået i ring.

Nu trak han kortet op igen og så på det. Dette var stedet. Det var sikkert. Templets skaktsystem var kompliceret, men næsten alle gange førte det samme sted hen: til det cirkulære areal i midten af kortet. Han bevægede sig fremad og undersøgte sine omgivelser nærmere. Rummet var dekoreret med mange indgraveringer og symboler. Især en afbildning gik igen mange gange. Den skildrede to guddomme. Et krokodillelignende væsen og en sort sky i kamp til døden. Dette måtte være hvad øboerne tilbedte.

Han var kommet til øen for godt et år tilbage. I al den tid havde han levet blandt øboerne. De var et folkefærd omskåret fra omverdenen, men de forstod at leve i isolation. De forstod at udnytte naturen til deres fordel. Men det var ikke kun det. De var også forbundet til øen. De forstod at udnyttede dens kræfter, som var den et levende væsen. Han havde selv set miraklerne. Hvordan enhver sygdom kurerede sig selv. Hvordan ethvert sår forsvandt, så hurtigt som det var kommet.

Men de indfødte værnede om deres hemmeligheder. Det eneste han vidste med sikkerhed, var at ypperstepræsten engang om dagen trådte ind i dette tempel, for derefter at vende tilbage efter en time. Han udførte et slags ritual. ”En ofring for at holde balancen på plads”, sagde de.

Han så på sit mål igen. Han var nu tættere på end før. Det var her de udførte ritualet. Der var ingen tvivl. Endelig kunne han få indsigt. Endelig kunne han få del i øens exceptionelle kraft. Han gik igennem de sidste søjler, og trådte op til afsatsen. Han så ned. Der i hullet lå de mange ofre: dødfødte børn. Han så op på hullerne i væggen. Intuition guidede ham nu. Han ventede på det, der skulle ske, og så skete. Den sorte sky sivede langsomt ud og opslugte ham.