Stuen var mørk. Stjernerne var det eneste lys.
Hun fyldte et glas vand op, puttede to isterninger i, og tog en enkelt tår. Gulvet knirkede da hun gik hen og satte sig ved bordet, og en enkelt klirren lød, da glasset med perfektion blev sat midt på bordskåneren. Hun tændte et lys.
Brevet var kommet tidligere den dag, men hun havde ikke ville åbne det mens hendes mand var til stede.
Selvom hun normalt brugte en brevåbner, kunne hun ikke nænne det med dette brev. Det var meningen at seglet skulle brydes, og det skulle gøres af hende.
Spørgsmålet var, om det nogensinde kunne blive det samme imellem dem.
En enkelt dag havde gjort forskellen.
Var det nu også så smart at åbne brevet, som hun først havde tænkt sig?
Det var i hvert fald godt, hun havde gemt det fra sin mands nysgerrige blik.
Uret tikkede svagt, og hun tog en tår mere af vandet.
Minderne fra dengang dukkede op, lyste et kort øjeblik og forsvandt så igen.
Om dengang en enkelt forglemmigej var blevet lagt midt i bedet med petuniablomster, Hvordan hun en anden dag havde fundet tre små, røde roser liggende på terrassen ellers kold februar morgen…
Tiden gik, urets visere fortsatte deres færden rundt, og med ét var hun tilbage til nutiden.
Brevet holdte hun stadig i sin hånd. En enkelt tåre faldt ned på seglet.
Det var nitten år siden hun var blevet gift med sin mand. Deres dreng var lige fyldt atten. Hun ønskede ikke at være foruden dem, men samtidig ønskede hun nu, hun alligevel havde valgt anderledes.
Hun havde næret et had for den kvinde i så mange år, hvordan kunne det ændre sig nu?
Alligevel åbnede hun brevet og tænkte, at hun vel kunne læse hvad kvindemennesket havde at sige og så hade hende i mindet bagefter.
Men noget skete da seglet blev brudt.
”Petunia,” startede brevet med. Bogstaverne krøllede elegant op mod hende fra siderne og hendes øjne fulgte deres mønster…
Da hun kom til den sidste side slog hun hånden for munden. Øjnene blev fyldt af tårer og det smil, der lige kunne skimtes, gemte sorgen bag sig.
Hun lagde brevet fra sig, hvorpå hun også tog den anden hånd op til munden som for at holde et fortabt skrig tilbage.
Langsomt rejste hun sig op.
Hun pustede lyset ud og stilede det hen på stuebordet. Derefter tog glasset med hen til vasken.
Det sidste hun gjorde var at pakke brevet sammen, men inden hun puttede det i lommen kunne de sidste ord skimtes.
”Du lovede at gemme et sidste kys til mig, Petunia.
Jeg er parat til at få det nu.
Arabella Figg”