Hun rullede øjnene i hovedet på sig selv og sukkede højlydt. Den antikke kontorstol havde snart fået hendes baller til at snorke. Alle de dumme obligatoriske spørgsmål der resolut skulle besvares. Den fint klædte tilsynsværge skulle jo så nødigt spilde tiden. Ham her var dog anderledes end de to andre hun havde haft. Han var høj og muskuløs, det havde hun bemærket ved det første møde.
Da de sidste spørgsmål på listen var besvaret kiggede han hende stift i øjnene, hun havde ikke været specielt samarbejdsvillig.
Provokationen i hendes øjne voksede, han kunne endnu ikke regne hendes kommende skridt ud. Hun rejste sig med elegant og bøjede sig ind over ham. Med hendes læber var kun få centimeter fra hans øre hviskede hun at, nu måtte han da snart forstå hendes kropssprog, hun var jo ikke et lille barn.
Han hadede når hun kom så nær, for det gjorde noget ved ham. Noget ubeskriveligt.
Han havde været hendes værge siden den dag for 1år. siden, hvor hun for sjette gang smadrede en pengeautomat fordi den slugte hendes kort.
Han vendte ansigtet mod hende og mødte hendes læber i et ømt kys, hvilket han straks efter fortrød. Det var ikke et klogt træk, reglerne burde aldrig bøjes. Han rejste sig brat og de fulgtes ud af kontordøren hvor han bad hende komme igen om præcis en måned, og var der andet måtte hun ringe.
De næste par uger gik han hvileløst omkring, han kunne ikke slå hende ud af hovedet. De havde førhen brugt timer sammen, både i stilhed samt endeløse samtaler om alt og intet. Til trods for denne tæthed kunne han ikke få hende på rette køl, der var noget ustyrligt over hende. En hvileløs sjæl.
Der var helt stille i lejligheden, han sad stille med et glas rødvin og en roman i hånden, i baggrunden lyste fjernsynet på mute. Med ét vækkedes hans opmærksomhed af en lyd. Det var ikke andet end en hviskelyd, men det var tydeligt noget fremmed. Han rejste sig fra sofaen og gik i lydens retning.
Dér midt på køkkengulvet stod hun, hun hviskede hans navn og så op på ham med store blå øjne. Han rystede stille på hovedet og smilede. Uforbederlig var hun. Hun gik hen imod ham og smilede, i morgen var hendes sidste dag i hans tilsyn. Hun tog blidt hans hænder og klemte dem, hvorefter de omfavnedes.