Stenbroen var øde. Der var kun syttenårige mig. Mig, på en bro med et sæt togskinnerne neden under. Et plastikstykke fløj hen over togskinnerne båret af vinden. Mit hår fløj ind i mine øjne, men jeg var ligeglad. Jeg var ligeglad med alting. Mine venner, min familie og mest af alt mig selv. Hele mit liv havde været en livsløgn. En stor fed løgn. Jeg ønskede kun at ende det. En del af mig gjorde i hvert fald, men en lille stemme indeni tiggede mig om at lade være. Det kunne jeg bare ikke. Jeg var alt for forvirret. Mit hoved var fuld af tanker og minder. Minder om den tid hvor jeg blot havde været et lille uvidende barn uden bekymringer. Jeg ville være et lille barn igen. Et barn der legede i sneen om vinteren, og om sommeren hoppede rundt i det grønne frodige græs. Kunne en eller anden ikke spole tiden tilbage?
Foran mig så jeg toget komme nærmere i rivende fart. Uden at tænke over hvad jeg gjorde, kravlede jeg op på broens kant. Jeg rettede ryggen og så stift ud i luften og ventede på toget. Det var der, det hele vendte tilbage som en ond drøm.
..."Jeg sad på stolen med blikket vendt mod mine forældre. Deres blikke var alvorlige. Hvorfor?
"Skat... Der er noget vi må fortælle dig" sagde min mor med sin engleblide stemme. Min far sukkede.
"Hvad?" spurgte jeg og så undrende på dem. Hvad var der galt?
"Du har en anden far" Min mor havde hvisket det og set væk imens. Også min far så væk. Jeg så forvirret på dem. Jeg stammede nej igen og igen. Det kunne ikke passe. Havde den mand, der sad lige foran mig, aldrig været min far? Var han bare min mors mand, men ikke min far? Nej! Det kunne ikke passe.
"Nej!" Jeg havde skreget det og løbet væk..."
En del af mig vidste dette var for dumt, men jeg kunne ikke bare leve videre på en løgn. Jo, det kunne jeg vel nok, men jeg ville ikke. Hele mit liv havde jeg levet på en løgn. Troet en mand var min far, men så var han det bare ikke. Det gav ingen mening.
Toget kørte forbi. Jeg tog et skridt... og faldt