Preben stoppede på trappen da han var halvvejs oppe. Det slog ham, at han havde glemt madpakken derhjemme for tasken der hang slapt fra hans hånd, var for let. Den manglende madkasse indeholdende 4 klap-sammen-madder vejede tungt i tasken, men ikke idag. Han sukkede dybt. Det ville blive en lang dag. Det vidste han nu.

Hende den nye receptionist stod og spejlede sig i sin telefon, da Preben trådte ind i forhallen. Hun smilede bredt mens hun nikkede venligt til ham til godmorgenhilsen. Han bemærkede, at hendes skjorte havde skjolder foran. Nogen mennesker lærer aldrig at betjene et dampstrygejern, tænkte han ved sig selv, mens han smilede anstrengt tilbage over skulderen. Men hun var vendt tilbage til mobiltelefonens skærm.

Hans skridt blev stramme og larmende, da han nærmede sig kontoret. Den hvide kittel hang bag døren og trængte til at blive vasket og strøget, men set i lyset af dagens opgave, så måtte det vente. Skidtet ville ligge i lag, når han blev færdig. Idag skulle han blive færdig. Han orkede ikke mere.

En summen af stemmer, slog ham i møde da han slog døren op og de unge studerende gloede op. Forventningens åndedrag. Idag skulle det ske. Idag skulle den åbnes.

Den stod midt i rummet. Ventende, nærmest yndefuld kold og indtagende.
Sensuel og skræmmende. Preben trådte hen mod sarkofagen. Hans håndflader kærtegnede flankerne. Så smuk og perfekt. Et sus af spænding gik gennem flokken af beskuere. Han kunne ikke se spændingen i deres ansigter, for alle holdt mobiltelefonerne op foran næsen mens de filmede. Preben sukkede indvendigt. Hvor er det dog en skam, at de hellere vil have oplevelsen gennem en skærm end gennem øjnene, tænkte han.

Han skubbede låget til side med besvær. Alle trådte et skridt nærmere og løftede mobiltelefonerne op over hovedet og vinklede den ned, så der nu blev filmet ned i sarkofagen. Ansigterne smilede - ikke til ham eller til hinanden, men til skærmene. Deres facebookprofiler ville eksplodere af sjove tekster, til et billede af et liv, som var engang. Som betød noget.

Han rakte ned i kitlens lomme i håbet om at finde en glemt lakrids. Sulten gnavede. Da han trak hånden til sig, sad et frimærke fast på en fingerspids. Han studerede det indgående, mens det langsomt gik op for ham, at han også havde glemt, at sende fødselsdagskortet til sin datter. Han måtte sende en hilsen på Facebook senere.