Lyden af knækkede kviste kom nærmere, bladene blev skubbet af sted med tunge skridt. Over hende sad en fugl og kvidrede. Hun så op mod den, hun ville ønske de ikke ville rømme hendes gemmested. Sværd huk skar sig vej hen mod hende, hun kunne mærke det kom tættere på. De gav ikke op! Hun tog en dyb indånding, som var det den sidste! Hendes ben sov næsten af at have ligget i skjul, det kunne hun ikke tage sig af nu. Hun måtte væk, humpende løb hun! Efter lidt tid strakte hun kroppen mere ud og løb mindre hæmmet.
En mand råbte kommanderende ”hun er der!”. Hun gispede efter vejret og løb videre, men udmattelsen var ved at overvinde hende. Heste hove galoperede bag ved hende, de indhentede hende. En sort hest med en mørk klædt rytter på greb ud efter hendes hånd. ”Tag min hånd!” Sagde han afventende. ”Vi må væk!” sagde han fast. Håret røg ind i hendes ansigt, imens hun vendte sig om. De var ved at indhente hende. Hun tog fat i rytterens hånd og svingede sig op på hesten. Hendes hår flagede bag hende vinden og rytterens hætte faldt ned på hans ryg. Inde i den mørke hætte havde han gemt sit mørke brune lange hår. Det var ved at flagre ind i hendes ansigt, hun dukkede sig lidt og trykkede ansigtet ind til hans ryg.
”De har svært ved at følge med nu” sagde han beroligende. De red ned til et å løb, hesten piskede af sted igennem strømmen og vandet sprøjtede op til alle sider. De blev begge våde. Videre red de ind i skoven.”Hvor tager du mig hen?” spurte hun undrende.”Det får du at se” Sagde han imens han vendte hovedet og smilende til hende.
Pludselig trak det op til uvejr. Hesten stoppede, hun kiggede op fra hans ryg og så et stort forhæng flettet af blade.”Så er vi her” sagde han og gjorde tegn til hun skulle stige af. Han var hurtig nede, tydeligvis en trænet rytter. Frem rakte han sine hænder, ”Spring”, sagde han stille. Hun sprang ned i armene på sin redningsmand, ”hvem er du?” spurgte han. Et par stærke arme greb hende, ”Jeg er prinsesse af Tehernia, mit navn er Aura”, Han så beundrede på hende. Han tog fat i seletøjet på hesten, klappede den blidt på halsen og han tøjrede hesten. ”Aura, kom med” Sagde han smilene og tog hendes hånd. Forrest gik han gennem forhænget af blade, imes han skubbede det til side.”Her kan vi være i ly” sagde han smilende. Uvejret hørte op med det samme, hun så sig om.”Hvor er her rart!” Sagde hun overrasket.